Børn oplever senfølger anderledes
Børn er særligt sårbare over for kræftbehandlingen, da den bliver givet på et tidspunkt, hvor barnets krop vokser, hjernen udvikles, organerne modnes og fundamentet for barnets identitet skabes. Derfor bliver børns senfølger ofte et livsvilkår, samt medbestemmende for barnets fysiske, mentale og sociale udvikling.
Mange børn oplever at deres senfølger overses, ofte ikke anerkendes, samt at der mangler viden om deres specifikke senfølger og konsekvenserne af et liv med senfølger. Disse kan være af fysisk, psykisk, social og indlæringsrelateret karakter. Grundet mangel på struktureret og systematisk opfølgning samt psykosociale tilbud til familier efter endt behandling, kan det antages at forældres uvidenhed om mulige senfølger, spiller en aktiv rolle i forhold til håndtering af barnets udfordringer og livet efter kræft.
Et barn er ikke bevidst om, hvordan en ”normal krop” fungerer/skal føles og barnet ved derfor ikke når noget er unormalt. Børn beskriver ikke nødvendigvis deres udfordringer med senfølger på samme måde, som voksne og derfor kan forældre misforstå situationen. Måske ved forældrene ikke engang, at børn kan få senfølger, for det er ikke et begreb familierne få information om fra de onkologiske afdelinger.
Senfølger er individuelle og ikke to personer oplever senfølger ens. Et barn vil måske tage sig til benet og sige at benet gør ondt, og forældre og ikke mindst læger, kan måske forklare det med at det er vokseværk, selvom det måske er en senfølge. Et andet barn, oplever måske en helt anden senfølge; at være drænet i børnehaven, men ikke har ondt i benene mv. Fælles er dog, at hvis senfølger overses, føler barnet sig isoleret og ensom.