Fokusområde

Fysiske senfølger er lettere at forholde sig til, både for barnet, der har haft kræft, omgivelser, familie og venner, men også for de sundhedsfaglige og øvrige kontaktpersoner. Der er flest studier i fysiske senfølger og det er oftest de fysiske senfølger, der spørgers ind til ved kontrolbesøg på børneonkologiske afdelinger.

Desværre er de usynlige senfølger (mentale og sociale senfølger), langt mere omfattende og svære at leve med. Desuden negligeres og bagatelliseres de usynlige senfølger ofte af sundhedsfaglige, som møder børn og familier ved kontroller. Forældre ”oplæres” ikke under og efter behandling, i at hjælpe barnet med at identificere de skjulte senfølger, og forældre forholder sig derfor kun til ”det barnet konkret viser/fortæller”.

De fleste skjulte senfølger er diffuse og svære, selv for voksne kræftpatienter at beskrive konkret, og når det er svært at møde anerkendelse og forståelse i sundhedsfaglig regi, samt at forældre og øvrige omgivelser ikke har nok viden til at forstå begrebet ”usynlige senfølger” lærer børnene at skjule deres senfølgeproblematikker for både forældre og sundhedsfaglige – børnene vil ikke skabe flere problemer for hverken sig selv eller familien.