Forældrene siger...

Forældre til senfølgeramte børn siger:

"Min datter kan kun gå i skole max 10 timer om ugen og bliver aldrig erklæret rask.. Faktisk er der stor sandsynlighed for, at hun får tilbagefald og vil dø, men fordi vi har fundet en ny skole, der kan hjælpe og støtte hende i de få timer hun orker at være sammen med jævnaldrene, siger socialrådgiveren, at jeg ikke længere kan være på tabt arbejdsfortjeneste. Jeg har så ondt i maven over alt det jeg kæmper med og nu må jeg også finde ud af hvad vores rettigheder er".

"Min søn er 7 år i dag og har været kræftfri i 2 år, men vi forældre står med håret i postkassen. Han har svært ved skolen og ved ikke hvordan man skal te sig, ikke afbryde og snakke pænt. Hvilket gør, at vi som forældre næste dagligt får af vide, hvad han nu har gjort. Han går til psykolog og har gjort det et halvt års tid, men skolen/lærerne ved rent ud sagt ikke en skid om at have et barn som min søn".

"Jeg forstod, hvorfor det var hårdt, da vi stod midt i behandlingen, men alle sagde at vi ville blive "normale igen" når behandlingen stoppede, men det er nu over tre år siden at behandlingsplanen stoppede og vi kæmper fortsat for at finde vejen til livet - jeg magter simpelthen ikke at skulle kæmpe mere".

"Mit hjerte brister, når jeg ser at min datter ikke trives. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Ingen ved tilsyneladende noget. Det er så frustrerende".

"Jeg vidste slet ikke at børn kan få senfølger".

“Vi fik at vide, at det var så godt at vores dreng var spæd under behandlingsforløbet - for så ville han ikke kunne huske noget bagefter. Det passer bare ikke, det gør det kun sværere bagefter, fordi der ikke er sprog for traumerne”.

“Når behandlingen er færdig, kan I leve et helt normalt liv, fik vi at vide. Nej - det kunne vi ikke. Vi havde INGEN information fået om senfølger og de traumer, der følger med en så voldsom behandling”.

 “Vi fik psykologsamtaler undervejs i behandlingsforløbet, og der stod masser af personale klar til både snak og hjælp. Da vi endelig var færdige - efter 3 år - troede vi, at nu blev alt godt, for vores søn var jo rask. Men det er bare EFTER behandlingsforløbet, at de alvorlige reaktioner kommer, også hos de voksne. Mange bliver skilt - og det gjorde vi også. En årelang kamp for et barn i mistrivsel begyndte oveni, og der stod man alene - for nu var det jo ‘overstået’ for systemets vedkommende”.

"Når vi forældre bliver spurgt: Er I ikke bare lykkelige over, at det er overstået? Så burde svaret jo være åbenlyst, set ude fra. Men, det er jo ikke overstået, for nu har han en masse senfølger, hvilket er svært at være i og endnu mere svært at forklare sine omgivelser".