Info til fagfolk

”Midt i madkundskab, zoomer han ligesom ud og jeg kan ikke fastholde ham i undervisningen”

”Hun har nu været tilbage i skolen i 3 år efter endt behandling, men vi oplever, at hun får mere og mere svært ved at følge med, som kravene til elevernes selvstændighed øges”

”Jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvordan jeg skal og kan hjælpe hende, da hun ikke har en reel diagnose, blot er så uheldig at have haft kræft… men hun er anderledes…”

”Han vil helst bare tøffe rundt for sig selv, det er svært at få ham med i legen med de andre børn”

"For os som skole, så har det været en udfordring for os at vide, hvornår vi skal presse på og hvor meget vi skal presse. At vi skal være meget dygtige til at kunne aflæse mikrosignaler, og dét kan være udfordrende, hvis man som voksen ikke har et indgående kendskab til barnet – hér bliver især samarbejdet med forældre meget vigtigt".

Skoler og børnehaver oplever, at de står meget alene med, hvordan de skal håndtere børnekræftoverlevere med senfølger. Der er ingen standardprocedurer og institutionen/skolen skal selv finde løsninger for barnet/eleven – oftest i samråd med forældre, som oftest heller ikke ved, hvordan barnet mødes bedst.

Hvad indebærer det, at et barn har været igennem en kræftbehandling og nu har helt nye livsvilkår at forholde sig til? Fordi der (heldigvis) er så få elever, der får kræft, har de enkelte skoler og institutioner ikke erfaring og prøver sig derfor frem. Det kan tage årevis at finde en brugbar form, som både fungere for institutionen/skolen, eleven og forældre, samt kommunen.