Kan man få hjælp til ekstraudgifter som følge af vores børns kræftbehandling?

21-03-2024
Socialrådgiver Rebecca Lykke har svaret på dette spørgsmål.

Spørgsmål:

Hej Rebecca, 

Jeg har været i kontakt med en anden mor, hvor vi kom til at tale om ekstraudgifter vores unge vil få som følge af kræftbehandling som børn. Det kan både være medicinudgifter samt evt. behandlinger ved eks. osteropat. På forhånd tak. 

De bedste hilsner 

Svar:

Kære dig/jer  

Mange tak for henvendelsen. Det at tænke over eventuelle langsigtede konsekvenser af det forløb, som jeres nu unge mennesker har været igennem som børn, ligger mange i lignende situation på sinde.

Det er imidlertid en forespørgsel som beror på en masse ubekendte, som derfor gør det vanskeligt for mig at svare konkret. Det følgende afspejler netop det og er derfor en meget bred vejledning på baggrund af, at det er utroligt svært for mig at forudse hvordan dels lovgivning og børnenes helbredstilstand ser ud i fremtiden.  

Først ligger der i nedenstående link et overskueligt og gennemarbejdet materiale ift. senfølger hos Kræftens Bekæmpelse, hvor du også får et overblik over de aktuelle aftaler og støttemuligheder der findes ift. enkelte problemstillinger og senfølger: Senfølger efter kræft | Kræftens Bekæmpelse (cancer.dk)

Derudover er henvendelse til Kræftens Bekæmpelse også en fantastisk mulighed for at få yderligere råd og vejledning af forskellige fagpersoner.  

Mit generelle råd til jer er, at I og jeres unge må være opmærksomme på eventuelle udfordringer og holde løbende dialog med egen læge eller sygehuslæge ift. eventuelle ændringer i helbredstilstanden. Egen læge eller sygehuslæge kan understøtte jer og hjælpe med relevante overvejelser og/eller henvisninger, samt om nødvendigt behandling. 

Økonomisk findes aktuelt ikke et offentligt tilskud mærket til unge som har fået kræftbehandling som børn. Det samme gælder for andre livstruende eller kroniske sygdomme og de senfølger, som man kan opleve i forbindelse med tidligere eller aktuel behandling.  

Tilskudsmulighederne beror på sygdommen, behovet for behandling, behandlingens omfang, formål og omkostning - i tilfælde af tidligere kræftsygdom beror mulighederne på forbindelsen til kræftsygdommen og om hvorvidt senfølger/sygdom har direkte forbindelse til den tidligere behandling - og hvilke muligheder der er for at behandle de udfordringer som evt. kan opstå.  

Vi er i Danmark heldige med en omfattende offentlig sygesikring, som giver os adgang til en masse muligheder og økonomisk sikkerhed under sygdom, herunder til behandling og medicin. I kan adspørge egen læge hvilke behandlinger der dækkes herunder, da egen læge er væsentligt skarpere på lovgivningen på dette område. Derudover findes private sygesikringer som dækker mere end den offentlige sygesikring.  

Ift. medicinudgifter findes der offentligt tilskud, som vi alle er omfattet af ved receptpligtig medicin, hvilket kaldes CTR. Det kan du læse mere om her: Medicintilskudsgrænser (laegemiddelstyrelsen.dk)

Ift. øvrige offentlige tilskud, som ikke ligger i den offentlige sygesikring, vil mulighederne afhænge af flere forskellige faktorer.  

For retvisende og relevant råd og vejledning vil jeg anbefale jer at tage kontakt til kommunens børne, unge og familieafdeling såfremt den unge er under 18 år. 

Er den unge over 18 år, vil jeg anbefale jer at rette henvendelse til voksen-handicap eller ydelsesservice og blive vejledt derfra om mulighederne.  

Jeg beklager, at jeg ikke kan komme det nærmere end ovenstående, men jeg håber at det giver en retning at søge i, såfremt behovet skulle opstå.  

Jeg ønsker dig/jer og jeres familier alt det bedste fremadrettet.  

De bedste hilsner 
Rebecca  

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver her