Jeg taber stadig stykker af mine tænder som følge af min strålebehandling. Hvordan kan jeg få hjælp?

04-07-2018

Spørgsmål

Hej,

Jeg har haft brystkræft og har flg. senfølger: tandskader og hoste.

Jeg fik brystkræft i 2009 samt kræft i 25 lymfekirtler, og jeg blev behandlet med kemo og stråler. Efter de første 3 gange med kemo viste det sig, at jeg havde fået 1/3 for meget kemo. Jeg var meget syg. Fik en hoste, som jeg stadig døjer med hver dag. Efterfølgende fik jeg 25 gange stråler, som jeg var ved at dø af (betændelse og byld). Stråleskader helt op på kæben også.

I denne periode begyndte jeg at tabe tænder. Fik godkendt hjælp. Jeg taber stadig stykker af tænder, og ved mine fortænder kan tandlægen se, at jeg taber knoglemasse meget hurtigt. Jeg har søgt om hjælp, men de nægter, da jeg ikke har været i fornyet behandling. Jeg har sagt, at det må være senfølger. Hvad kan jeg gøre? Ved ikke hvor og hvordan, jeg kan få hjælp eller henvende mig. Jeg håber, at du kan guide mig.

Svar

Hej,

Sikke en omgang! Jeg forstår din frustration om fortsatte efterfølger af din stråleterapi og manglende hjælp. Jeg har ikke helt overblik over hvilken slags hjælp du fik på daværende tidspunkt, men der er en guide på kræftens bekæmpelse: 

https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/rettigheder/oekonomisk-hjaelp/tilskud-tandskader/

HVIS, det er denne vej, som du tidligere har gået, er der en anden mulighed. Den er dog ikke vedvarende og en procedure, som du vil være nødt til at søge hver gang, at du er ved tandlæge. Jeg kan se, at du er førtidspensionist, hvorfor din indkomst om muligt vil bevirke, at du kan være i målgruppen for at søge økonomisk hjælp via kommunen. Dette skal foregå i dit socialcenter og du kan finde vejledning for din bopælskommune via dette link:

https://www.borger.dk/arbejde-dagpenge-ferie/Dagpenge-kontanthjaelp-og-sygedagpenge/Oekonomisk-tilskud-fra-kommunen

Jeg kan ikke garantere noget, men dette er den umiddelbare anden løsning, som jeg er bekendt med, foruden ovenstående gennem kræftens bekæmpelse. Om du er i målgruppen afhænger af forskellige ting, hvor der laves en individuel konkret vurdering hvor du søger. De skal som oftest bruge et overslag fra tandlægen og dine økonomiske informationer. 

Jeg håber, at dette kan hjælpe dig videre og give dig den nødvendige behandling.

Sommerhilsner,

Rebecca

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver her