Jeg kan ikke længere rumme mit job pga. senfølger. Hvordan kan jeg få anerkendt mine senfølger og fortsat opretholde en indtjening?

23-08-2018

Spørgsmål

Hej,

Jeg har haft brystkræft og har flg. senfølger: kognitive problemer, træthed, øm i det opererede område, sovende fødder.

Jeg vil spørge om, hvordan jeg kan blive ved med at tjene penge.

Jeg er lærer. Jeg blev forflyttet fra en stilling som Specialskolelærer gennem 17 år til folkeskolen. Jeg kan ikke rumme den nye skoleform. Nye kollegaer og elever.

Hvordan får jeg overbevist nogen om mine senfølger? De er ikke dokumenteret nogen steder.

Svar

Hej,

Tak for dit spørgsmål. Hvordan du fortsat vil kunne opretholde en indtjening er et bredt spørgsmål, som velsagtens spænder vidt. Din frustration er du ikke alene med og den er ganske forståelig - jeg har mødt mange med samme slags tanker og bekymringer gennem tiden ifht. anerkendelsen af senfølger. Jeg forsøger efter bedste evne, at komme omkring dine efterspørgslers mange facetter i det følgende.

Så vidt jeg læser dit spørgsmål, er du aktuelt i beskæftigelse. Jeg resonerer mig frem til, at du nyligt er sygemeldt? Hvis ikke du er, så er det der, hvor du skal starte, for at give udtryk for, at dit helbred udfordrer dig ifht. dit arbejde. Hertil komme i dialog med lægefagligt personale, hvor du også får og henter dokumentation for dine gener. Lavpraktisk forholder det sig således:

Når du sygemeldes skal du opsøge din læge og gå i dialog om dit helbred. Du bør oplyse om hvilke senfølger du oplever og hvordan det påvirker dig i din dagligdag, samt hvordan det udfordrer dig ifht dit arbejde. Dialogen med egen læge er starten på din og kommunens dokumentation for, at dit helbred giver dig udfordringer. Derudover er det også en begyndelse på evt. mulig behandling af dine senfølger, hvis de vel og mærke kan behandles. Kommunen indhenter ved sygemelding lægelig dokumentation for din sygdom helt automatisk. Det er derfor udtalt en god ide, at have drøftet dine bekymringer mv., med din læge, da det er kommunens primære samarbejdspartner ifht. at afdække dit helbred og hvordan man skal arbejde videre. Såfremt egen læge ikke er lydhør, vil jeg råde dig til, at kontakte den onkologiske afdeling, hvor du har været tilknyttet og efterspørge en snak med onkolog eller sygeplejerske ifbm. de gener, som du oplever. Senfølger har været omdiskuteret og haft en tendens til at blive tabubelagt de seneste år, men har heldigvis vundet sig frem i offentligheden og er blevet ganske anerkendt. Jeg kan ikke garantere, at du mødes med forståelse, men netop forståelsen og alvoren i senfølger er blevet langt mere anerkendt i dag, end det blot var for et år tilbage. Betydningen af senfølger efter kræftforløb har fået meget mere opmærksomhed det seneste år og er i dag ikke nær så besværligt, at få anerkendt.

   Skolereformen og selve arbejdet kan vi ikke ændre på, men vi skal om muligt tænke i andre baner fremadrettet, for at imødekomme dine behov (skånehensyn). Du er uddannet lærer, hvilket er en uddannelse med mange muligheder, såfremt du vil fortsætte i denne branche. Herunder evt. voksenlærer, vejleder mv. Det er noget, som du kan tale med en erhvervsvejleder om eller dit jobcenter, såfremt eller når du sygemeldes.

   Du beskriver ikke, hvad du selv har tænkt ifht. fremtidig tilknytning til arbejdsmarkedet og om du tænker, at du vil kunne være aktiv på ordinære vilkår, blot i anden beskæftigelse, om du tænker nedsat tid i form af fleksjob, eller om du ikke kan arbejde overhovedet. Der er nemlig mange forskellige løsninger på, hvordan du vil kunne opretholde en indtjening fremadrettet, hvor dit helbred tages i betragtning. Nedenfor opridser jeg ultrakort forskellige muligheder, fra det der kan gøre med mindst mulig sagsbehandling til det helt afklarende:

- Du kan tale med din nuværende arbejdsgiver, om at arbejde på nedsat tid - evt 30 timer.

- Omplacering - tag en snak med arbejdsgiver og tag evt. din fagforening med ved sådan et møde og forhør dig i fagforeningen om dine muligheder

- Du kan tale med egen læge om en evt. paragraf 56, som er en ordning din arbejdsgiver kan søge om. Dette gælder for alle, der har en sygdom/lidelse, som gør at ens fravær kan risikere at forøges, idet man har en kronisk lidelse enten i form af sygdom, eller følger deraf.

- Søge et nyt arbejde - dette dog ikke muligt, såfremt du er sygemeldt.

- Du kan vælge, at stille dig til rådighed for det brede arbejdsmarked: tage ufaglært arbejde på fuld tid, såfremt du ikke tænker lærerfaget er det, som du skal fremadrettet

- Du tænker måske, at du sagtens vil kunne bestride nuværende arbejde eller andet slags arbejde, dog ikke på ordinære vilkår, men med særlige skånehensyn og herunder i særdeleshed nedsat tid. Dette således, at der er behov for en udredning ved kommunen ifht. et evt. fleksjob (beskæftigelse til og med ca. 20 timer/ugen

- ifht. et evt. fleksjob vil du have to veje at kunne gå, hvor resultatet er det samme, idet du opnår fleksjob på begge måder:

- fastholdelsesfleksjob, såfremt din nuværende arbejdsgiver vil kunne ansætte dig på særlige vilkår, dine skånehensyn tilgodeses mv.

- afklaring til fleksjob, hvor man vil afprøve dig i en anden funktion på arbejdsmarkedet, såfremt din nuværende beskæftigelse vurderes uihensigtsmæssig.

- Du tænker ikke, at du vil kunne arbejde igen, hvorfor der vil ske afklaring til førtidspension. Dette vil jeg umiddelbart tænke ikke er muligt qua dine oplysninger.

Dette er de mest ”gængse” veje, man vil tænke i umiddelbart. Der findes flere muligheder, men dette er blot for at synliggøre, at du vil kunne imødekommes på dine behov på mange forskellige måder, alt afhængigt af, hvordan din helbredssituation ser ud. Jeg kan ikke oplyse dig konkret om hvad man vil gøre, hvordan det vil forløbe eller hvad løsningen bliver. Det afhænger af en konkret individuel vurdering i dit jobcenter i samarbejde med dig og din læge.

Jeg håber, at dette gør det mere gennemskueligt for dig og du oplever, at du ved hvilken vej, du skal bevæge dig i jf. ovenstående. Al held og lykke fremadrettet.


Med venlig hilsen

Rebecca 

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver her