Jeg kan ikke længere rumme mit arbejde. Er det normalt?

Spørgsmål

Hej,

Jeg har haft brystkræft og har flg. senfølger: at jeg ikke kan rumme at være sammen med mennesker ret længe ad gangen.

Jeg oplever at jeg går fra 32 timer til 18 timer i hjemmeplejen til 9 timer på et plejehjem. Jeg kan ikke rumme mere i mit hoved. Jeg bliver udmattet.

Nu synes jeg, at seiv 9 timer er for meget. Har andre også oplevet det?

Svar

Hej,

Tak for dit spørgsmål! Det er noget af en tur, som du er igennem, og jeg kan forestille mig, at det er en proces, som efterhånden er drænende for dig.

Du spørger velsagtens om andre har prøvet lignende? Til det kan jeg svare tydeligt: JA.

Når du skriver, at du ikke kan rumme mere i dit hoved eller at være sammen med andre i længere tid ad gangen, kan jeg blot gætte mig til, hvad det konkret dækker. Det kan have mange forskellige betydninger. Jeg kan kun trække på min hidtidige erfaring og forestille mig, at du er udkørt. ”At være træt og udmattet” er en måde at formulere det på, som jeg ofte ser dækker over flere ting, som er ”typiske” psykiske senfølger: manglende overblik, dårlig hukommelse, søvnbesvær, uro i kroppen/hjernen, manglende koncentration, lav stresstærskel, udpræget træthed, manglende initiativ, fysisk udmattelse, desorientation mv. At opleve dette efter et behandlingsforløb og sygdomsforløb er mere almindelige end man umiddelbart forestiller sig. Jeg møder ofte ovenstående udfordringer, uagtet forløb, cancerform og menneske.

Med det sagt, så er der både risiko for at de forværres, men i den grad også chance for at de forbedres. Normsat oplyses det, at senfølger klinger af efter forventeligt 6-12 mdr. efter sidste kemo/strålebehandling, hvorefter man kan forvente at tilstanden er varig. Der kan dog ske spontan bedring i årene efter og i knap så hyppige tilfælde, har jeg oplevet at tilstanden bedres over 5 år – dette primært omhandlende fysiske senfølger. De psykiske senfølger er sværere at rammesætte, da det afhænger af sværhedsgrad, mennesket og de foranstaltninger, der sættes i værk for at afhjælpe. Det kan handle om flere ting og løsningen eller hjælpen herfor, er ligeså individuel, som cancerforløbet.

Min erfaring er, at udmattelsen og trætheden, som også bevirker at ting bliver uoverskuelige, er halvvejs en proces der i bedste tilfælde kan takles og om muligt forbedres via psykologiske tiltag, herunder almindelige samtaler, kognitive adfærdsterapier eller smerte/sygdomstakling – og delvis en proces der handler om erkendelse og accept, samt at evne, at praktisere det, som er bedst for en selv. Trætheden forsvinder sjældent – men man kan lære at leve med den og skabe de bedste forudsætninger for at fungere på trods. Det handler i høj grad om at forstå den nuværende situation, med det nuværende funktionsniveau – og ikke holde fast i ”før jeg blev syg, der kunne jeg…”. Det er en vigtig proces at have in mente, hvor det at tillade sig, at være ”anderledes end før” er bærende. Derudover kan det ofte også være behjælpeligt at dele sin frustration og sine tanker eller følelser med andre, som har oplevet tilsvarende, for netop ikke at føle, at man er alene. Det handler derudover også om at vælge til/fra og disponere sin tid efter sin formåen - ikke at præstere over evne - ikke at lade sig stresse af, at tingene ikke er som før. Det at komme til en forståelse af og at forlige sig med, at ens situation har ændret sig. Det er umiddelbart ”nemt” for mig at sige, men ikke desto mindre, så er der noget om snakken.

Skal jeg give dig et godt råd, så er det at tale med nogen, opsøg en psykolog eller deltag i en gruppe gennem Kræftens Bekæmpelse. Det, ikke at være alene, kan have så mange fordelagtige effekter og om muligt også give dig nogle gode erfaringer med på vejen. Jeg er i tvivl om, om du søger rådgivning ifht. din sag som sådan, hvorfor jeg ikke går yderligere ind i den proces andet end at opfordre dig til at delagtiggøre din læge i dine oplevelser, samt din sagsbehandler, såfremt du har tiltro til vedkommende. Jeg ser kun anledning til, at skabe dialog omkring din tilstand, dine udfordringer, dine skånehensyn og din sag, således dine behov kan imødekommes bedst muligt.

Al held og lykke fremover, jeg håber ovenstående giver dig en tryghed i at vide, at det du oplever ikke er afvigende, men mere almindeligt end først antaget.

Med venlig hilsen

Rebecca