Jeg har været i behandling for kræft og er stadig syg. Hvad er mine muligheder for nedsat arbejdstid?

09-07-2019

Spørgsmål 

Hej,

Jeg fik konstateret kræft i oktober 2014. Har siden været igennem 2 operationer, kemo samt eksperimentiel behandling. Har flere tumorer som følges med halvårlige scanninger. 

Sygemeldte mig tidligere i år i en periode på 3 måneder da jeg trængte til at trække stikket. Ellers har jeg kun været sygemeldt i forbindelse med mine operationer og efter den eksperimentelle behandling fordi jeg blev meget syg. Er startet på arbejde igen, dog ikke fuld tid endnu. 

Jeg ved det ikke endnu, men jeg tror ikke jeg kan overkomme at komme tilbage på fuld tid. Jeg har ganske enkelt ikke energien til det. 

Hvad har jeg af muligheder? Kan jeg “kræve” at komme på nedsat tid af min arbejdsgiver? Kan min arbejdsgiver modtage paragraf 56 refusion fra kommunen for 1 dag om ugen, så jeg kan forblive på fuld løn? Hvad gør jeg hvis min arbejdsgiver ikke vil tilbyde mig at gå ned i tid? 

Svar

Hej,

Tak for dit spørgsmål! Det lyder til at have været og stadigvæk er en ordentlig omgang – kæmpe cadeau til, at du er, hvor du er i dag.  
 
Du har flere muligheder, deriblandt noget af det du selv nævner, dog er der nogle rammer omkring de forskellige foranstaltninger. Jeg forsøger at besvare dine forespørgsler i det følgende:  

  • Du kan ikke “kræve” at komme på nedsat tid, idet dette udelukkende beror på din arbejdsgiver. Det er ikke en ret, som man har, når man er lønmodtager, men derimod er det en aftale, som du skal indgå med din arbejdsgiver. Du er formentlig ansat til 37 timers beskæftigelse og det er derfor dit udgangspunkt – skal du ned i tid, skal det være fordi, at arbejdsgiver og arbejdsplads kan få det til at hænge sammen med, at du har mindre timer eller de eksempelvis er villige til at ansætte en ekstra på få timer deltid, såfremt de ikke kan undvære den fulde stilling.  

  • Din arbejdsgiver kan sagtens anmode om en §56-ordning, men den kan ikke anvendes til en “fast” fridag/sygedag om ugen. En §56-aftale er et sikkerhedsnet, når man har en kronisk sygdom, som bevirker, at der er risiko for, at man er mere fraværende en gennemsnittet – dette enten pga. Behandling eller fordi, at det i perioder kan have indvirkning på dit helbred i sådan en grad, at du må være fraværende på dit arbejde. Dette gennemsnit er anslået til ca. 10 fraværsdage på et år, hvor §56 skal bevirke, at du fortsat holder dig indenfor dette og alt fravær forbundet med sygdommen, som du har en §56-aftale på ikke “tæller” i arbejdsgiverperioden. Den kan derfor ikke anvendes til “planlagt” nedsat arbejdstid, men derimod sporadisk fravær ifbm. Sygdom.  

  • Såfremt din arbejdsgiver ikke kan tilbyde dig nedsat tid, må i have en snak om, om der er andre forhold på arbejdspladsen, som måske kan lette din arbejdsdag. Dette kan være omplacering, omstrukturering af opgaver, indlagte pauser, faste opgaver mv. Det kan også være hjælpemidler på arbejdspladsen, som måske kan lette nogle ting for dig, herunder særlige stole, skærme, sko, personlig assistance mv. – i den forbindelse skal i tage kontakt til Ældre-Handicap forvaltningen i kommunen og adspørge hertil.  
     

Der er dog andre ting, som du også kan gøre: 

  • Såfremt der ikke ses samarbejde omkring, at du kan forblive på din nuværende arbejdsplads, kan det være en god ide at overveje, om du i så fald skal søge andre veje og en stilling, hvor tiden er nedsat. Jeg ved, at dette ikke er “bare lige”, men det kan være en fornødenhed, såfremt dit nuværende arbejdsforhold dræner dig og nedsætter den generelle livskvalitet. Det er ikke en optimal løsning, da du om muligt er glad i din ansættelse og tryg ved din arbejdsplads, hvorfor du selvfølgelig skal overveje dette grundigt. Jeg håber, at du møder forståelse hos din arbejdsgiver og i finder en fornuftig løsning.  

  • Såfremt din arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat i et større omfang, her taler vi en arbejdsevne på under 20 timer, skal du søge råd og vejledning i dit Jobcenter, da de her kan vurdere hvorvidt der er behov for afklaring af din arbejdsevne til evt. Fleksjob. Dette er dog ikke mit umiddelbare indtryk, samt en længere process, hvorfor jeg tænker, at det må være “worst case”.  

  • Er du medlem af en fagforening, vil jeg til enhver tid råde dig til, at søge bistand hos dem. Dette også hvis du skal til samtale med din arbejdsgiver omkring din situation. Således har du altid ret til at have en bisidder med og hvorfor ikke tage en med, som har helt styr på ansættelsesretlige regler? Jeg vejleder altid om, at dette er en god ide. Det er langt fra et udtryk om, at du ikke stoler på arbejdsgiver eller vil skabe urøre, men det er forretning og her må du sikre dig selv bedst muligt.  
     

Jeg håber ovenstående har givet dig et overblik og du måske har en ide om, hvilken retning, at du vil gå ifht. Din situation. Jeg ønsker dig i al fald held og lykke fremover – du er altid velkommen til at kontakte mig på ny, såfremt du har andre spørgsmål eller mangler uddybelse.  

De bedste hilsner

Rebecca

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver her