Jeg går til fysioterapi efter endt kræftbehandling - kan jeg få økonomisk støtte til dette?

27-05-2018

Spørgsmål


Hej,

Jeg har gennem årende været ramt af kræft 3 gange.

Jeg er nu helbredt og har fået rekunstrueret mine bryster. efter flere operationer og andre forhold har jeg gennem mange år gået til fysoterapibehandling så godt som ugentligt.

De senere år især for arvævsbehandling. Det tærer på økonomien og jeg har hørt at der er mulighed for at få et engangsbeløb til støtte for fysioterapi behandling.

Jeg går på rygskole 2 gange ugentligt, samt 1 gang om ugen til yoga for kræftramte.  

Svar


Hej,

Sikke et forløb og dejligt at høre, at du er kræftfri.

Der er hele to muligheder, som du har mulighed for at forhøre dig om og søge, som jeg vil skitsere for dig:

1. Det ene er gennem egen læge, hvor man kan søge om vederlagsfri fysioterapi, hvilket vil sige, at man får gratis træning, idet man har en kronisk, varig lidelse. Der foreligger en beskrivelse herom på dette link fra Sundhedsstyrelsen:

https://www.sst.dk/da/planlaegning/praksisomraadet/fysioterapeuter/vederlagsfri-fysioterapi

Dog vil jeg råde dig til at tale med egen læge herom, idet det er der, hvor vurderingen ligger og henvisningen laves.

2. Den anden mulighed er at søge økonomisk hjælp via din kommune, hvor jeg vil råde dig til at tage kontakt til Ydelses- og Socialcentret for yderligere vejledning, samt hvilken dokumentation, som de skal bruge ifht. vurdering af en evt. berettigelse. Umiddelbart er det et forsøg, idet tilskud til forudsete udgifter sædvanligvis ikke dækkes, men det er bestemt et forsøg værd.

Jeg håber dette kan hjælpe dig videre og i bedste fald give lidt mere luft i økonomien. Jeg kan på de foreliggende oplysninger desværre ikke foudse, hvorvidt du vil være berettiget eller ej, men nu kan du gå videre med ovenstående. Om ikke andet, er det værste der kan ske, at du fastholder dit udgangspunkt.

Alt det bedste,

Med venlig hilsen

Rebecca

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver her