Jeg er visiteret til et fleksjob, men kan ikke finde et. Giver det mening, at jeg så sendes ud i virksomhedspraktik?

Spørgsmål

 
Kære Rebecca Lykke

Jeg har æggestokkræft og har flg. senfølger: tarmsmerter især om natten, træthed.

Jeg bor i Kbh. og har fået bevilget et fleksjob pga. senfølger efter min kræftsygdom. Det er imidlertid utrolig svært at finde et fleksjob, da jeg har været længe væk fra arbejdsmarkedet og er veluddannet. De fleste fleksjob er til ufaglærte og i provinsen. Københavns Kommune har så en praksis, hvor de i forbindelse med revurdering af fleksjobbet sender deres ledige fleksjobborgere ud i forløb hos anden aktør mhp. en afprøvning af arbejdsevnen i en virksomhedspraktik, dvs. ca. en gang om året skal man ud i en praktik, selvom man er blevet tilkendt fleksjob. Kommunen siger, det er for at se, om det ændrer sig, hvor mange timer man kan arbejde.

Min fagforening siger, at det ikke er alle kommuner, der gør det, men Københavns Kommune har det som fast praksis. Problemet er, det faktisk ender med at være ret belastende, og det opleves langtfra som nogen hjælp, da arbejdsmarkedet overhovedet ikke er interesseret i at få syge praktikanter, og jeg oplever at blive sendt fra den ene aktør til den anden, uden at de eller jeg selv kan finde en praktik. Jeg er ikke syg nok aktuelt til en førtidspension.

Hvad mener du om denne praksis?

Mvh fleksjobberen

Svar

 
Hej,

Interessant forespørgsel – jeg vil, inden min refleksion over dit spørgsmål, gerne pointere, at nedenstående beror på en delvis personlig betragtning af praksis, hvilket jeg vil bede dig om at have dette in mente.

Jeg kender ikke selv denne praksis, da det angiveligt ikke er noget alle kommuner praktiserer, og min tilhørskommune er en af dem. Jeg er, selv efter refleksion, splittet omkring denne praksis, idet jeg både kan se fordele og ulemper. Jeg oplever ofte, at praksis og/eller lovgivning på givne områder rammer den brede målgruppe rigtig fint og har et fornuftigt sigte, dog ser jeg også udfordringen for dem, hvor den generelle anskuelse ikke er sammenholdelig og derfor ikke konstruktiv. Fleksjob er en helt fantastisk ”mellemvej” for mange, men udfordringen er, at disse jobs ofte ikke skaber sig selv og derfor er svære at finde – særligt idet hver fleksjobber har individuelle skånehensyn, som skal kunne imødekommes – og at arbejdsmarkedet er forretning for arbejdsgiver, hvor de søger at kunne se en økonomisk og arbejdskraft-mæssig gevinst ved at ansætte – dette både ordinært og i fleksjob.

Med udgangspunkt i et jobcenterperspektiv (og delvist min egen anskuelse) ser jeg en god intention, opfølgende indsats og et forsøg på at fastholde/opretholde arbejdsmarkedstilknytning for fleksjobberen i det omfang, som ses muligt med denne praksis. Dertil ser jeg også en intention om at åbne muligheder for fleksjob ved de aktører, hvor der iværksættes praktikker. På den måde giver det fantastisk god mening, at man har denne ordning.

Jeg kan dertil også se idéen med, at man på denne måde også får et indblik i den enkeltes arbejdsevne og effektivitet, hvor den opfølgende indsats spiller ind. Det er således, at en andel af dem, som bevilges fleksjob, bevilges dette, hvor der forudsættes, at der ses muligheder for udvikling i arbejdsevnen. Derfor kan opfølgende praktikker, når ansættelse ikke er en mulighed, være et fornuftigt tiltag ift. disse borgere. Derudover tænker jeg, at det ville være under al kritik ikke at følge op på de borgere, der oplever et vakuum med at være tilkendt fleksjob, men ikke kan finde arbejde – om muligt har man set på a-kasserne, idet denne praksis er sammenlignelig med deres. Det er samme ”model”, som hvis du modtog dagpenge og var ledig for det ordinære arbejdsmarked. På den måde giver praksis rigtig god mening, og jeg ser det også som et forsøg på at holde sig ajour med de borgere, som beklageligvis ikke har haft held med jobsøgning.

Med det sagt, kan jeg også se udfordringer ved praksis. Som du selv beskriver det, kan en praktik på x-antal uger, en gang om året, for nogle opleves stressende, belastende og meningsløs. Mange fleksjobbere kommer fra et længerevarende forløb i kommunens regi, hvor man netop allerede er afprøvet i en eller flere praktikker, hvilket for størstedelen opleves som et stort pres og en udtrættende proces, hvorfor den enkelte, ganske forståeligt, ikke kan overskue mere ”afprøvning” og ej heller kan se formålet hermed. Derudover kan det opfattes som en slags ”opbevaring”, såfremt praktikkerne ved aktørerne ikke har til formål at kunne udløse en reel ansættelse i fleksjob, hvorfor det kan opleves demotiverende og meningsløst at skulle afsted. Ingen tvivl om, at et reelt job (ordinært eller på særlige vilkår) vil være en belastning, men dette opleves ofte som en belastning, der skaber og giver mening. Dette idet den enkelte finder tilhørsforhold, har en funktion, bidrager, har kollegaer og generelt får en oplevelse af, at ens tilstedeværelse giver mening.

Det at opfølge på arbejdsevnen, som før beskrevet, kan jeg også anskue således, at en praktik på denne måde ikke vil kunne give et reelt billede af arbejdsevnen, idet dette sker op til et år udenfor arbejdsmarkedet og måske længere.

Derudover ser jeg et psykisk aspekt, der om muligt ikke gælder alle, men som jeg ofte møder både privat og professionelt: frustrationen i at have vilkår for at arbejde, men ingen muligheder for at gøre det. En praktik, som er en midlertidig foranstaltning uden et langtidssigte, vil ofte ikke være ens førsteprioritet, og den enkelte kan føle, at det ikke er der, hvor de skal/kan bruge deres energi – i hvert fald ikke, når det blot er for en periode. Netop ”for en periode” kan virke forstærkende i forhold til frustrationen, idet der ikke ses eller opleves mening med midlertidig foranstaltning. Min anskuelse beror på, at alle mennesker søger mening i et eller andet omfang, dette ser jeg særligt italesat under sygdom, hvor mange, jeg møder i mit daglige virke, ikke nødvendigvis søger ”helbredelse”, men mening (årsag, forklaring og i bedste fald løsning). ”Mening” er et nøgleord for eksistens og ens identitet, herunder de ”titler” vi påtager os som ”mor/far, ven/veninde, lønmodtager, fleksjobber, bedstemor/bedstefar, arbejdsgiver, tennisspiller, vinterbader mv.” – de titler indeholder hver især en mening med vores eksistens. Mennesker, hvor hverdagen også er belastet af eks. sygdom og heraf kommet funktionsnedsættelse, oplever ofte et tab eller nedjustering af en eller flere titler, idet de er forhindret grundet helbredsmæssige omstændigheder og en ny ”titel” som ”syg eller overlever”.  Denne titel er en fællesnævner for denne målgruppe, hvor ledighed altså ikke er den eneste udfordring, men hvor titlen som ”syg/funktionsnedsat” er en ekstra udfordring, som påvirker alle andre titler og aspekter af eksistensen. At finde ”mening” med ens eksistens opleves ofte grundlæggende for mange, der oplever sygdom, idet eksistensen nu skal revurderes grundet ændringer.

Jeg opfatter derfor ”mening” som værende utrolig vigtigt i mit arbejde, samt som noget ganske skrøbeligt og en ting, som skal forsøges synliggjort i alle henseender – især for dem, som oplever det svært at finde i den givne livssituation. Dette kan være svært at gøre for alle med denne praksis, hvor evt. flere ressourcer til jobsøgning/ansøgning/kompetenceudvikling mv. måske vil give bedre mening.

Sondringen er svær, for der er altid flere aspekter og anskuelser – denne praksis har, som meget andet, både fordele og ulemper.

Jeg håber, at min tilbagemelding kan bidrage til refleksion og om muligt mening med praksis, idet det er en rigtig god ide – for nogle. Endvidere håber jeg, at det giver dig en oplevelse af, at der også er forståelse for din frustration og din oplevelse af praksis.

Anledning til refleksion i sit store hele.
 

Med venlig hilsen

Rebecca