Jeg er startet fuldtid igen, men jeg kan ikke følge med. Kan min leder tvinge mig ned i tid?

Spørgsmål 

Hej Rebecca 

Jeg er startet på fuldtid igen efter mit kræftforløb. Jeg har tidligere været fuldtidssygemeldt, og deltidssygemeldt frem til i sommers. Jeg gik fra få timer om ugen til 25 timer om ugen. Jeg blev presset af kommunen til at melde mig rask. 

Jeg er nu på fuld tid, og det er så hårdt for mig, fordi jeg ikke kan overskue alt for mange ting på en gang, og dagene er for lange for mig. Jeg har brug for mere tid til at komme op igen. 

På min arbejdsplads har de været søde til at tage hensyn, men nu er tålmodigheden ved at være brugt op. Jeg er fritaget for en del ting lige nu, men jeg har fået at vide, at efter jul skal jeg indgå på lige fod med mine kollegaer, ellers må jeg gå ned i tid. 

Mit spørgsmål er, om min leder kan tvinge mig ned i tid? Hvad er mine rettigheder? Skal jeg bare gøre som de siger, velvidende at jeg kommer til at gå ned med stress? 

Svar

Hej,  

Mange tak for din henvendelse! Det er fantastisk, at du er tilbage, meget sejt gået af dig. Det er en skam, at du oplever dig presset – dette både fra kommunen og arbejdsgiver.  

Din leder kan stille krav om, at du skal indgå på lige fod med de andre, ja... Der findes ikke særlig omfattende lovgivning på det område, når du er raskmeldt, og med den har tilkendegivet, at du kan arbejde på ordinære vilkår, som alle de andre. Umiddelbart er det sjældent en fornøjelse for arbejdsgiver at skulle stille sådan et krav. Den barske sandhed er bare, at det er en arbejdsplads, hvor det først og fremmest er forretning, således bliver økonomi og politiske krav blandet ind i det. Såfremt du oplever det som noget andet, skal du kontakte din TR og/eller fagforening for at alliere dig med nogle, som har helt styr på overenskomsten og de linjer, som ligger i ansættelsesretten ifht. krav og pligt. Det er aldrig en dårlig ide uanset.  

Det her handler i virkeligheden ikke så meget om, at du er ”tvunget” til at slide dig selv et sted hen, hvor peberet gror, men nærmere en skillevej, hvor du må tage dig af dine egne interesser. Ligesom det lyder til, at din arbejdsgiver bliver nødt til. En arbejdsplads er en maskine, som skal hænge sammen, og det må man have respekt for, selvom det kan betyde, at det opleves som ikke at blive taget hensyn til. Umiddelbart lyder din arbejdplads til at have givet dig et rum, hensyn og forsøgt at møde dig i det omfang, som det har været muligt for dem. Et tilbud om at gå ned i tid, er ligeledes et forsøg på at imødekomme dine behov. Jeg er klar over, at det har en økonomisk konsekvens for dig, dog skal det ses på som et forsøg på at fastholde dig og støtte dig i det omfang, som det er din arbejdsplads mulig (i al fald, som jeg læser det – ret mig endelig, hvis jeg tager fejl).  

Nedsat tid er nødvendigvis ikke en dum ide – måske et nødvendigt onde for en periode, indtil at du føler, at du kan arbejde fuld tid igen? Blot en tanke. 

Mulighederne i den her forbindelse er desværre ret begrænsede, da du er ansat på helt almindelige vilkår og derfor forventes det også, at du kan arbejde under de vilkår. Er din arbejdsgiver ikke åben for dialog, en løsning som tilgodeser dine skånehensyn eller det handler om, at de ikke KAN være fleksible mere, så er de i deres ret til at indgå dialog om nedsat tid eller afskedigelse. Kan du ikke imødekomme disse krav, så læs lige lidt videre endnu...  

En hurtig sidebemærkning er, at jeg godt kan undre mig over, at du er raskmeldt fra få til 25 timer – vi kan ganske vidst ikke gå tilbage i tiden og ændre på de ting, som er sket, men jeg har brug for at anerkende dig i, at det om muligt har været en juridisk retning, mere end det har været med din formåen for øje. Jeg læser det som, at der har været en mellemregning, som er undladt (enten fra kommunens side eller i det skrevne), hvor der er truffet en beslutning fra kommunal side om, at du vil kunne varetage dit arbejde på almindelige vilkår - dette må de have begrundet et eller andet sted. Det skal de. Det lyder for mig, som en meget mystisk måde at støtte mennesker ud på arbejdsmarkedet efter sådan en tur, som du har haft. Så jeg forstår din frustration i den forbindelse.  

For at vende tilbage til førnævnte, så er det her måske tiden til, at du må tage en beslutning for dig selv - om dig selv. Kan du gå på fuld tid? Er det det værd for dig? Hvad er det værste som kan ske? Stress-sygemelding? At det går? At opsige dit arbejde? Finde noget andet at lave? Åbne nye døre? Lukke nogle døre? Bruge tid på at restituere? Søge nye muligheder? 

Du er ikke så gammel heller... Du har mange gode år tilbage på arbejde, hvorfor det her er nogle spørgsmål, som er ganske relevante at tænke grundigt over.  

Jeg udfordrer nogle gange mine borgere ved at spørge dem, om lige præcis deres nuværende arbejde, er det eneste arbejde for dem i hele verden? Måske de kan få et andet? Måske under nogle vilkår, som er bedre for dem? Måske er det at skifte arbejde ikke den dummeste ide, selvom det også betyder farvel til mange kendte ting og goddag til en masse nyt. Nyt er nødvendigvis ikke dårligt. For mange er deres historie på arbejdspladsen en faktor – gode kollegaer og rutine er bestemt en faktor, som ingen skal underkende. Men ofte oplever jeg, at det arbejdssted, som man har haft under et sådant forløb, som du har haft, også er et sted, der er forbundet med netop det kapitel, hvor kræften kom, fyldte og forsvandt. I den forbindelse kan det i mange tilfælde give rigtig meget mening at skifte arbejde for netop at lukke et kapitel og “starte på en frisk” et andet sted.  

Jeg kan således desværre ikke give dig et konkret facit på dine spørgsmål, men jeg kan opfordre dig til at åbne din horisont, søge dialog ved din fagforening/a-kasse (såfremt du er medlem) eller kontakte den sociale retshjælp (gratis juridisk lovgivning ifht. ansættelsesret mv., såfremt du ikke er medlem af en fagbevægelse eller a-kasse.) 

Jeg håber, at du lander et sted, hvor du har ro i maven og ikke føler dig “tvunget” ud i noget som helst, for det er ganske sjældent det værd.  

Al held og lykke, 
Rebecca