Jeg er i arbejdsprøvning, men magter det ikke – kan jeg blive sygemeldt igen?

27-02-2018

Spørgsmål

 
Jeg har brystkræft med spredning og har flg. senfølger: føleforstyrrelser og smerter i fødder og hænder. Bliver let forvirret og hurtigt træt. Har svært ved at lære nye ting.

Jeg er i en arbejdsprøvning, som jeg slet ikke synes, at jeg magter. Det er tre timer tre gange om ugen. Jeg har fået at vide, at det er ok, at jeg går lidt ned i timetal, - men at det er meget vigtigt, "at jeg holder ud". Jeg kan slet ikke overskue det. Jeg er så ked af at være der. Jeg græder hver dag....

Er der mulighed for, at jeg kan blive sygemeldt igen?, - og hvem bestemmer, om jeg kan få en sygemelding?

Svar

 
Hej

Du kan blive sygemeldt igen, dog er det videre forløb afhængigt af, om du har optjent retten til sygedagpenge eller ej - også kaldet beskæftigelseskravet (link til kravet for ret til sygedagpenge: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/sociale-ydelser/sociale-ydelser/sygedagpenge/sygemelding-og-sygedagpenge-loenmodtagere-og-ledige/). 

Om sygemelding kan iværksættes, genoptages eller ej vurderes ved kommunen, når din sygemelding modtages. Her vil der pågå en individuel og konkret vurdering af din ansøgning om sygedagpenge, hvor det vurderes hvorvidt, du opfylder betingelserne for modtagelse af sygedagpenge eller ej (herunder beskæftigelseskravet). I denne vurdering vil der oftest indgå lægelig dokumentation og evt. udtalelse fra en arbejdsgiver, såfremt du sygemeldes fra beskæftigelse. Den lægelige dokumentation tager oftest udgangspunkt i en beskrivelse af sygemeldingsårsagen, diagnose, prognose, behandling og perspektiv, således der kan dannes et overblik over din situation og udarbejdes en plan for det videre forløb.   

Har du opbrugt retten til sygedagpenge og opfylder du ikke betingelserne for forlængelse eller genoptagelse af sygedagpenge, vil din situation dernæst vurderes ift. uarbejdsdygtighed jf. sygedagpengelovens §7. Såfremt det vurderes, at du er uarbejdsdygtig grundet egen sygdom, men forholdene ikke er forenelige med sygedagpengeloven, vil der i de fleste tilfælde kunne iværksættes et jobafklaringsforløb hos kommunen eller anden relevant indsats - dette afhængigt af den individuelle konkrete vurdering.  

Opfylder du retten til sygedagpenge påny, vil en sygemelding på sygedagpenge starte og sagsbehandling pågå, som ved en tidligere sygemelding.  

Opsummerende, så kan du som udgangspunkt altid sygemelde dig grundet egen sygdom - hvorefter det er kommunens opgave at vurdere, hvorvidt du opfylder betingelserne for ovenstående. Det er uagtet sygemelding og årsag altid en god ide, at du er i dialog med en evt. arbejdsgiver, fagforening og egen læge, således du kan få den hjælp, som der er behov for. Dette giver kommunen grundlag for at have den nødvendige information til at kunne sagsbehandle din sag i det videre forløb.  

Jeg håber, svaret er brugbart.

 
Med venlig hilsen

Rebecca

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver her