Hvordan kan jeg få afgjort, om mine tandskader er senfølger fra kræftbehandling, så jeg kan få tilskud?

04-12-2018

Spørgsmål 

Hej,

Fik i 2013 strålebehandling på begge sider af min næse pga hudkræft, 18 stk på venstre side røngentstråler og 18 stk på højre side af de kraftige. Siden 2015 har min øjne, næse og mund været tørre og mine næsebor blevet enormt store.  

Spørgsmålet er, at i 2017 søgte min tandlæge om tilskud ved regionen, fordi jeg havde huller og problemer hele tiden - får et afslag og gør ikke mere ved det.  

Her i september finder jeg det brev, som er grundet afslaget, en kommentar fra Århus kommune hospital til regionen.  Hvor der står, at de kan ikke afbekræfte at tandrødderne har fået stråling, men så længe spytkirtelerne ikke er ramt, kan man ikke få hjælp.  

Hvad kan man gøre, da det er et stor post at skulle skrabe alle de penge sammen?

Det sidste overslag er på 16000 kr ved tandlægen og havde lige måneden inden brugt 6000 kr.  

Er der et sted, hvor man kan få af vide, om det senfølger eller ikke? 

Svar

Hej,

Mange tak for dit spørgsmål! Det kan jeg godt forstå, at du synes, det er.

Jeg har fundet et link til dig via kræftens bekæmpelses hjemmeside, hvor der er vejledning omkring tilskud til tandbehandling (https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/rettigheder/oekonomisk-hjaelp/tilskud-tandskader/

Her står følgende: 

Ikke alle kan få tilskud 

For at få bevilget tilskud fra regionen, skal du og din tandlæge kunne dokumentere, at det er stråle- eller kemobehandlingen, der er årsag til de alvorlige tandproblemer. 
Alle patienter, der skal have strålebehandling på hoved/hals, får undersøgt tænderne på hospitalet, inden behandlingen begynder. Det gør det nemmere at dokumentere, hvordan deres tandstatus var, inden kræftbehandlingen gik i gang. 
Kemopatienter får ikke automatisk undersøgt deres tænder, inden behandlingen begynder. Du bør derfor kontakte din egen tandlæge, inden behandlingen går i gang for at få lavet en tandstatus. Uden en aktuel tandstatus er det svært at bevise, at det er kemoterapien, der har skadet tænderne.” 

Jeg vil umiddelbart vurdere, at såfremt du og din tandlæge kan dokumentere din tandstatus før dit forløb, samt at den daværende behandling i 2015 har bevirket tandskader/forværring vil der være større chance for, at et evt. tilskud vil kunne bevilges.

Det er således din og din tandlæges opgave at dokumentere tandstatus inden strålebehandling og som jeg læser det, din tandlæges opgave at vurdere hvorvidt der er tale om stråleskader på tænderne. Dette kan evt. Gøres ved tidligere journaler/røntgenbilleder mv., men det er som skrevet ovenover, svært at skulle bedømme. Dog synes jeg bestemt, at det er et forsøg værd for dig!  

Såfremt ovenstående ikke går igennem, så kan du forsøge at søge om tilskud til tandlægehjælp ved socialforvaltningen i den kommune, som du er tilknyttet. Hvorvidt du vil være berettiget beror på en vurdering af din økonomi, midler mv. Du skal her medbringe dokumentation for din økonomi (kontoudtog, husleje, udgifter mv), samt et overslag på behandling ved din tandlæge (eks. det du skitserer i spørgsmålet), for at de kan lave en beregning.

Jeg kan på de foreliggende oplysninger ikke vurdere, hvorvidt du vil være berettiget hertil, men jeg vil bestemt råde dig til at tage kontakt til kommunen for at høre om, hvordan du søger om tandlægehjælp i den pågældende kommune. Man søger om tandlægehjælp efter Aktivlovens §§82 og 82a.  
 
Jeg håber, at dette er behjælpeligt i et omfang, og at du får held med dine ansøgninger.  


Med venlig hilsen

Rebecca 

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver her