Jeg er tør som en ørken. Kan man få en sprøjte eller stikpiller, og hvordan virker de?

18-09-2020

Spørgsmål:

Æggestokkræft fjernet alt ultimo 2018. Jeg er tør som en ørken... syntes jeg har læst på et tidspunkt, man kunne få en sprøjte? Stikpiller hvordan virker de?

Bor alene, og det fremmer ikke at finde en kæreste, når det ikke fungerer - lysten er der heller ikke. Behøver ik, at vide, det ikke betyder alt i et forhold.

Svar:

Kære du

Tak for dit spørgsmål til brevkassen.

Jeg har læst det du har skrevet mange gange. Der er jo en forskel på at kommunikere per brev, - og som hvis vi sad over for hinanden.

Når vi sidder over for hinanden og kommunikerer, kan vi se på hinanden, se hvordan den anden udtrykker sig, se bitte små tegn i ansigt eller kropssprog m.m. Du ville kunne uddybe dine spørgsmål, og jeg ville kunne spørge ind for at få et tydeligt billede af, hvad det er du ønsker mere viden om.

Når jeg læser dit brev, kan jeg meget nemt komme til at svare ud fra det, som jeg tror du gerne vil vide mere om. 

Jeg vil derfor lige bruge lidt tekst på at skrive om, hvad det er, jeg læser i dine spørgsmål.

Du skriver, at du i slutningen af 2018 i forbindelse med æggestokkræft fik fjernet alt. Når du skriver alt, tænker jeg, du mener, at du udover at få fjernet dine æggestokke, også fik fjernet æggeledere og livmoder.

Du skriver, at du er ”tør som en ørken” – og her tolker jeg, at det er i skeden, du mener.  Du har læst, at man kan få en sprøjte, og jeg tænker du mener en sprøjte der evt. vil kunne afhjælpe din tørhed i skeden.

Og så så spørger du, hvorledes stikpiller virker.

Stikpiller fugter, lindrer og medvirker til at genopbygge slimhinden i skeden således, at tørheden mindskes. Tørhed i skeden medfører ofte kløe, rifter svie eller andet.  Det er forskelligt, hvorledes de forskellige stikpiller virker fra kvinde til kvinde. Du kan købe hormonfrie stikpiller i håndkøb, men ellers er det altid en god ide at rådføre dig med din læge, hvad der kan passe til dig, og det gælder også i forhold til dit spørgsmål om en sprøjte til at lindre tørhed. For at afhjælpe tørhed i og omkring skeden er det også en mulighed at bruge glidecreme. Der er en del forskellige glidecremer/produkter at vælge imellem, og jeg ved, at nogle kvinder har måttet forsøge sig med et par forskellige for at finde den, der passer dem bedst. Jeg kan varmt anbefale dig at kontakte Props & Perls, - En Sundhedsklinik for kvinder. Her kan du få professionel og anonym rådgivning (se telefonnummer nedenfor).

Selvom du for nuværende ikke har en kæreste, kan det være en god ide at forsøge sig med glidecreme. Det er altid en fordel selv at vide, hvad der virker bedst, føles mest behageligt og selv blive tryg ved at benytte glidecremen.

Når du er opereret i slutningen af 2018, kan det godt opleves som om, det er lang tid siden, men knap to år efter en stor operation med evt. efterbehandling er egentlig ikke så længe. Det ta’r tid, - og for mange lang tid før både krop og sind kommer sig. Dels skal du komme dig fysisk, men du skal også ”lande” inde i dig, i dit sind. Det at have fået en diagnose med en alvorlig sygdom, og det at kroppen pludselig opfører sig anderledes end man er vant til er en stor udfordring. Jeg kan læse, at du har en del andre senfølger efter dit forløb. I dit brev skriver du, at du rent faktisk heller ikke har lyst til at finde en kæreste nu, hvor der er så meget du ikke synes fungerer.

Lyst – At mangle lyst er en yderst kendt tilstand. I forbindelse med alvorlig sygdom er emnet ”Manglende Lyst” ofte beskrevet. Manglende lyst er et altid aktuelt og relevant emne, som de fleste mennesker vil opleve på et eller andet tidspunkt i deres liv.

I mine mange år som rådgiver/vejleder har jeg mødt utallige kvinder, som har henvendt sig på grund af mangel og savn på lyst til sex. Jeg kan ikke sige, det har været alle, men måske 8 ud af 10 kvinder har, som samtalen har udviklet sig, kommet frem til, at de faktisk heller ikke har kunnet mærke, hvad de – ud over sex- og samliv – havde lyst til.

Så’n rigtig lyst til. Hvad har du rigtig meget lyst til at lave? Ikke for andre men noget helt til dig – for dig?   Har du lyst til at læse, løbe, gå ture, se film, gå ud med veninder/venner, lave ikke noget? Der er ingen grænser, mulighederne er uendelige, men rent faktisk glemmer mange det, som de en gang havde lyst til. Lyst forandrer sig gennem vores liv, og både vores biologiske, psykologiske og sociale forhold kan spille en rolle for, hvordan vores lyst trives eller mistrives.

Sluttelig vil jeg henvise dig til nogle links, hvor du måske kan hente inspiration.

Jeg ved ikke, hvem du har, eller om du har delt hele din situation med nogen. Jeg synes, du har meget at døje med, og vil blot oplyse dig om, at der i Næstved er en Kræftrådgivning. Den ligger lige ved siden af sygehuset.

Her kan du komme gratis og få en samtale med en professionel rådgiver. Ofte er der både grupper og patientforeninger, der holder til i Kræftrådgivningens Hus, - og måske er der lige en gruppe, der passer til dig.

Du behøver ikke være medlem af Kræftens Bekæmpelse for at deltage i disse tilbud.

Jeg ønsker dig alt det bedste. Det er jo nemt for mig at sige, men uanset hvad, er der liv og energi i at gøre noget – forsøge at gøre et eller andet for sig selv.

Jeg håber, du vil finde noget, der vækker din interesse.

Æggestokkræft – symptomer, behandling, undersøgelser, diagnose og årsager 

Hvis du er single

Hvordan kan sygdom påvirke din seksualitet som single?

Kræft og parforhold

Kræftrådgivningen Næstved – Telefon 70 20 26 46

Props & Perls/ Sundhedsklinik for Kvinder – Telefon 35 25 14 40

Mange mange hilsner
Fra Susanne