Jeg bruger injektion for at få rejsning efter prostatakræft, men det virker kun hver anden gang. Kan det være psykisk?

19-12-2021
Sexolog Susanne Duus har svaret på dette spørgsmål.

Spørgsmål:

Jeg bruger Invicorp for at få rejsning efter radikal prostataoperation. Jeg opnår ca. rejsning hver anden gang, selvom jeg er meget omhyggelig med at ramme svulmelegmerne med injektionssprøjten. Kan der være noget psykologisk, der spiller ind?

Svar:

Kære Du som spørger om noget psykologisk kan have indflydelse på rejsning?

Det korte svar til dette spørgsmål er JA.

MEN – Nu er det jo således, at du skriver og spørger, fordi du efter en radikal prostataoperation bruger Invicorp for at få rejsning. Du oplyser også, at du opnår rejsning ca. hver anden gang du anvender Invicorp, og det også selvom du er meget omhyggelig med at ramme svulmelegemerne med injektionskanylen.

Så når du nu ikke opnår rejsning hver gang med Invivorp, spørger du om den manglende rejsning kan have psykologiske årsager.

Til de der må læse med, så er Invicorp et middel mod rejsningsproblemer. Invicorp findes som injektionsvæske, der indsprøjtes i penis` svulmelegemer ved roden af penis. Den overordnede virkning er, at blodet kommer ind i og samles i penis, hvilket resulterer i en rejsning. Hvor stor dosis og hvor du skal ramme, skal første gang/gange instrueres af læge. Efterfølgende er målet, at du anvender midlet som selvbehandling.

Invicorp anvendes når en mand har svært ved få rejsning, eller ikke kan bevare en rejsning. anglende rejsning kan have mange årsager. Alderen er kendt af mange mænd. At deres penis når de når op i alderen ikke kan holde sig så rank og stiv som i de yngre år. Men også medicinske tilstande, operationer, kemo- og strålebehandlinger, overdrevet forbrug af alkohol og stoffer, overvægt, stress m.m. kan være medvirkende til at påvirke evnen til rejsning.

OG her spiller den psykologiske del også ofte ind som en vigtig faktor. En meget vigtig faktor. Mange mænd kender til det, at hjernen/tankerne faktisk kan gøre, at rejsningen ikke bliver så fyldig som man kunne tænke sig i situationen.

Når en mand anvender Invicorp vil dette gøre penis mere eller mindre stiv, og selvom du benytter Invicorp, skal der også en seksuel stimulation til, for at få en erektion (rejsning) der er tilstrækkelig til at kunne gennemføre et samleje.

Og det er her den psykologiske betydning spiller ind.

For hvordan er dine følelser for den person du er sammen med? Hvordan har du det med dig selv lige den dag? Er der andet der måske fylder i dine tanker? Har du virkelig sexlyst – og/eller kan det måske nage dig,- at du ikke evner at gennemføre et samleje som du plejer?

Meget kan fylde og spille ind. Og i forhold til vores seksualitet, ligegyldigt hvordan den opleves eller udleves så spiller biologiske, sociologiske og psykologiske fænomener ind.

Du er ikke den første jeg mand som har delt denne problematik med mig.

Jeg opfordre altid den enkelte til at opsøge vedkommende, som har ordineret Invicorp og fremlægge spørgsmålet. Hvis du ikke allerede har haft en eller flere samtaler om din situation som prostataopereret med en sygeplejerske, læge, rådgiver eller sexolog så vil jeg blot nævne, at en sådan samtale kan være af stor betydning.

Når der i brevkassen optræder spørgsmål om rejsning henviser jeg altid til Prostatakræftforeningen – PROPA

Her er der mulighed for at komme i kontakt med andre mænd der er opereret for prostatakræft. Indimellem er jeg så heldig at få lov til at være gæst i grupper med prostatakræft mænd, og mange gange er her god og informativ insider viden at hente.

 
Mange tak for dit spørgsmål.

Jeg vil ønske dig alt mulig held og lykke.

Mange hilsner fra Susanne