Hvad kan jeg gøre for at forbedre potensproblemer efter min prostataoperation?

19-07-2022
Sexolog Susanne Duus har svaret på dette spørgsmål.

Spørgsmål:

Hej Susanne.

Jeg er 71 år, og fik for 5 måneder side fjernet min prostata.

Udover bivirkninger som at holde tæt, døjer jeg desværre også med potensproblemer, idet jeg ikke sexuelt har været i stand til at være sammen med min hustru efterfølgende, til stor frustration for os begge.

Har du, som sexolog nogle gode forslag/værktøjer til at forbedre denne situation.

Svar:

Kære 71 årige mand

I går svarede jeg her i brevkassen en kvinde på et spørgsmål. Jeg vil tillade mig at indlede mit svar til dig med samme ordlyd.

Først vil jeg beklage mange gange, at du først får et svar nu. Det er der ingen undskyldninger for, men jeg vil alligevel give dig en kort forklaring. Vi skal til at lukke brevkassen, og vil i en prøveperiode svare på spørgsmål mundtligt i stedet. I denne fase er der simpelthen nogle svar der ”har gemt sig for mig” og troede faktisk selv, at jeg havde givet svar på spørgsmålet. Jeg kan kun beklageog besvare dit spørgsmål her.

Det er i mellemtiden blevet sommer. Måske er dit spørgsmål slet ikke aktuelt længere. Jeg vil forsøge at svare alligevel. Du er ikke alene om, dels ikke at kunne ”holde tæt” og dels at døje med potensproblemer efter en prostataoperation, så andre end dig kan hænde at læse med.

En af årsagerne til, at vi vælger at lukke brevkassen ned, og fortsætte med rådgivning over telefon er, at der altid er meget, som jeg gerne vil spørge ind til, når jeg modtager et spørgsmål.

Således er det også med dit spørgsmål. Hvis du eller I sad her overfor mig, ville jeg bl.a. gerne spørge om, hvorvidt du har modtaget nogen form for efterbehandling efter din operation?

Du skriver ”at du efterfølgende ikke har været i stand til seksuelt at være sammen med din hustru”. Jeg tænker, at du mener, at du ikke har kunnet gennemføre et samleje med den rejsning du kender fra før prostataoperationen? Men jeg ved jo faktisk ikke, om det præcist er det du mener.

For mange mænd ramt af prostatakræft sker der, som tiden går efter operationen, en positiv udvikling både i forhold til at kunne holde på vandet og i forhold til rejsning. Håber du nu, hvor der er gået så lang tid, fra du sendte dit spørgsmål, kan mærke en forandring til det bedre.

Jeg kunne også godt tænke mig at vide, hvad du er informeret og rådgivet omkring i forhold til din behandling. Mon nogen har talt med dig om, hvad du kan forvente i forhold til din evne til rejsning, og det at kunne holde på vandet.

Forhåbentlig har nogen hjulpet lidt på vej med afklaring af usikkerhed, og også vejledt jer i forhold til, hvilke former for medicinske og/eller fysiske hjælpemidler eller andet I måske kan have gavn af?

Nu spørger du konkret om gode forslag eller værktøjer til at forbedre din situation.

Først vil jeg som altid anbefale, at lade frustrationen få så lidt plads som muligt. Jeg er helt med på, at det er lettere sagt end gjort. Hvis I ikke allerede har haft en samtale med en behandler som har sexologisk erfaring, så vil jeg anbefale, at du bliver henvist til en sådan.

Der kan godt være lang ventetid. Brug ventetiden på vedvarende at have dejlig fysisk kontakt. Jeg samtaler med rigtig mange par, der desværre går lidt i stå, når noget pludselig forhindrer dem i at være seksuelle sammen, på den måde de plejer. Det er kendt, at vi som par med årene kan have en tendens til at udvikle et mønster eller en bestemt måde vi er seksuelle sammen på.

Selvom det på ingen måde er det samme, så finder mange par god mening, og gavn i være sammen på alle mulige andre intime måder. Det er faktisk kun os selv, der sætter en grænse for at prøve noget nyt. Jeg håber, at du og din hustru har mod på at tage den sårbare, men vigtige samtale om, hvad I som par kan gøre for hinanden for alligevel at have intime stunder sammen. At flytte fokus til alt de, der kan lade sig gøre.

Specifikt i forhold til din ændrede rejsning er der forskellige muligheder. Det kan være en god ide, at tage kontakt til din egen læge/sygeplejerske, men såfremt disse ikke har så meget erfaring med sexologisk rådgivning, vil jeg som før nævnt anbefale dig en henvisning til sexologisk klinik/center.

Der er altid muligheder, men vi ved jo, at der ingen garantier er i livet. Heller ikke når det drejer sig om rejsning eller evnen til samleje. Så selvom samlivet efter en prostataoperation ikke kan forblive akkurat som før operationen, så kan meget andet lade sig gøre. Jeg vil ønske, at I ikke giver op.

Måske har du allerede søgt på diverse links, men jeg sætter nu alligevel et par ind her i mit skriv. Måske nogen har lyst til at læse med.

Operation - når kræften er afgrænset til prostata (cancer.dk)

Prostatakræftforeningen – PROPA

Seksualitet efter behandling af prostatakræft (cancer.dk)

Nu håber jeg, at du og din hustru finder den vej som passer til jer, og at I vil tage hinanden i hånden og nyde, at sommeren er her.

Mange gode hilsner fra
Susanne