Er det et kendt problem at have vandladning ved orgasme efter operation for prostatakræft - og kan dette behandles?

24-01-2022
Sexolog Susanne Duus har svaret på dette spørgsmål.

Spørgsmål:

Hej.

Jeg blev opereret for 3/4 år siden for prostatakræft med nervebevarende (vist nok i venstre side). Jeg er vild med min smukke kone og har masser af lyst, men ingen rejsning. 

Når jeg prøver alene, kan jeg opnå orgasme og nær orgasmetidspunktet en svag rejsning (75%). Desværre er det ikke en såkaldt tør orgasme, da det også giver vandladning (også selvom jeg har tømt ud forinden).
Kan der rettes lidt op på det? Og er det et kendt problem? Det holder mig meget tilbage for at forsøge mig sammen med min kone. 

Svar:

Tak for dit spørgsmål.

Først vil jeg ønske dig godt nytår og også beklage, at der er gået så lang tid med mit svar. Indimellem byder livet på uforudsete hændelser, som ikke kan overspringes, og som tager tid. Sådan har det været for mig, men nu er jeg her. Nu hvor der er gået så lang tid, kan det være, at det slet ikke er en aktuel problematik for dig mere. Det er jo kun godt, men nu vil jeg svare dig.

Dejligt at læse, at du er vild med din smukke kone, og har masser af lyst til hende - hvor skønt. Jeg håber, hun måske læser med, eller at du har fortalt hende, hvor vild du er med hende. Selvom jeg har kendt min mand i mange år, så gør det mig altid godt, at han fortæller mig, at han er vild med mig.

Da jeg modtager dit spørgsmål, er det ¾ år siden du har fået foretaget en nervebevarende (på den ene side) prostataoperation. Du oplyser, at når du tilfredsstiller dig selv, opnår du orgasme og også en svag rejsning. Selvom din penis og din orgasme ikke er som før du blev opereret, er det rigtig godt du tilfredsstiller dig selv. Bliv ved med det.

Du oplever så også, når du tilfredsstiller dig selv, at der kommer noget vandladning. Dette holder dig meget tilbage i forhold til at være sammen / have samleje med din hustru.

Det er kendt, at manden efter en prostataoperation oplever dels ikke rigtig at kunne holde på vandet, men også, at der ”kun” optræder vandladning i forbindelse med en orgasme. Ved kraftig hoste eller nysen kan denne ufrivillige vandladning også optræde. Ved en prostataoperation bliver blærehalsen beskadiget, og det er desværre ikke ualmindeligt, at lukkemusklen ikke er kraftig nok til at holde på vandet, og specielt ikke ved hoste, nysen og orgasme. Så ja, det er et kendt problem. Der findes forskellige behandlingsprincipper som kan afhjælpe utætheden (inkontinensen), men om de helt vil kunne stoppe din ufrivillige vandladning i forbindelse med orgasme, kan jeg godt være i tvivl om. I første omgang synes jeg, at du kan drøfte det med din egen læge, som kan henvise dig til en vurdering.

Jeg er helt med på, at det er nemmere, at der kommer vandladning når du er alene end at det sker når du er sammen med din kone, og det holder dig tilbage. Jeg kan ud fra din tekst ikke fornemme om du og din dejlige kone har drøftet dette her? Det håber jeg, og er samtidig også klar over, at det kan være svært at tale om.

Jeg kan fortælle, at jeg har talt med mange par, der er i lignende situationer. De er kommet stille ind ad min dør, fordi de havde brug for hjælp til at tale om den ændring, der var kommet i deres sexliv efter mandes prostataoperation. I det øjeblik begge parter er villige til at søge hjælp, er åbne og også har mod på at lave et par ændringer i måden at være sammen på, synes jeg som regel at parrene føler sig styrket og har tro på, at sexlivet nok skal komme til at fungere. Det er altid svært, når vores krop pludselig ikke kan det, som vi plejer at forvente af den. Hvis det går ud over seksualiteten, kan det virkelig ramme voldsomt.

Det er jo vidt forskelligt, hvad vi som mennesker vil være med til, hvor vores grænser går, og hvad vi har lyst til. Jeg kan fortælle dig, at nogle par vælger at 'se stort' på, at der nu følger noget vandladning med - urin er jo rent. Nogle anvender et kondom, og andre har sex i brusekabinen eller badekarret.

Det er en udfordring, når der er noget der ikke fungerer som det plejer, og selvom det lyder nemt, så håber jeg, at du/I kan få øje på det der fungerer.

Forleden faldt jeg over en ældre artikel fra Jyllands-Posten, helt præcist fra den 8. juli 2017. Overskriften lyder: ”Findes der et sexliv efter prostatakræft? Ja, og det kan blive bedre end nogensinde”
Den handler om et par, hvor manden er blevet opereret for prostatakræft. Hans fysiske gener er slet ikke som dine, men jeg synes artiklen er meget anbefalelsesværdig. Jeg blev meget inspireret over parrets tilgang til deres nye udfordringer i deres sexliv. Det viser sig, at denne mand har udgivet en lille bog med titlen ”Hold da kræft mand”, og den vil jeg helt sikkert anskaffe mig. Selvom du og denne mand har hver Jeres udfordringer, så vil du/I måske også kunne finde inspiration i bogen.

Jeg ønsker virkelig, at du finder en vej, så du ikke holder dig tilbage for at være sammen med din smukke kone, som du er så vild med.

Jeg sender dig/Jer de bedste hilsner og beklager igen, at du måtte vente så længe på svaret.

Mange hilsner fra Susanne