Tyktarmskræft, senfølger: Prikken og smerter i fingre og fodsåler/tæer m.m.

01-11-2009
Mand født i 1947. Senfølger: Prikken og smerter i fingre og fodsåler/tæer og træthed.

Diagnose og behandling

Jeg har været bloddonor i mange år og ved tapning i maj 2007 var min sædvanlige blodprocent faldet fra 9,2 til 8,6 og sygeplejersken rådede mig til at få foretaget en stor lægeundersøgelse. Det gjorde jeg i juni 2007. Ved lægekontrollen havde jeg stadig en blodprocent på 8,6 og selvom jeg sagde, at den normalt var 9,2 sagde lægen, at jeg ikke fejlede noget. I november 2007 gik jeg igen til læge, da jeg måske havde blod i afføringen. Denne gang kom jeg ind til en ny læge, som straks sendte mig til kikkert undersøgelse på sygehus. Da man fandt noget dårligt i tarmen, bestilte man straks en ny undersøgelse ugen efter på sygehuset. Det var en fuld kikkert undersøgelse af hele tyktarmen. I løbet af få dage fik jeg telefonisk opkald om at komme til samtale. Her fik jeg at vide, at jeg havde tyktarmskræft og at jeg skulle opereres hurtigt. Ved en kikkert operation fik jeg fjernet 40 cm tyktarm og 18 lymfeknuder, hvoraf de 3 var dårlige. 14 dage efter operationen fik jeg af kirurgen den oplysning, at jeg havde 50% chance for at blive 5 år ældre. Tallet kunne stige med ca. 10% for hvert år der gik godt og med 15%, hvis jeg gennemførte kemobehandlingen. Efterbehandling bestod af 8 forebyggende kemobehandlinger, 1 portion i blodet på sygehuset og piller i 2 uger morgen og aften samt 1 uges restitution. Jeg startede med fuld dosis, men blev sat ned til ¾ dosis, da jeg kastede op i konstant 12 dage under 1. behandling. Mine blod og nyretal var i orden før hver ny behandling og jeg fik gennemført hele behandlingen. Det synes jeg var hårdt.

Senfølger

Smerter og prikken i fingre, fodsåler og tæerne. Det føles som om, det sover hele tiden og smerter. Jeg kunne ikke klappe til koncerter og jeg kunne ikke gå særligt langt. Jeg bliver hurtigere træt end tidligere.

Erfaringer med behandling af senfølger

Lægerne siger, at det vil tage op til 1½ år inden nerverne er groet ud igen, og hvis senfølgerne ikke er væk efter 1½ år, skal jeg regne med, at det er kronisk. Her ca. 14 måneder efter afslutningen af kemobehandlingen har fingrene det godt igen og der er kun en lille smule ømhed i spidserne. Men fodsålerne og tæerne er stadig et problem efter 15 måneder, dog er det blevet bedre. Jeg har prøvet at spise b-12 vitaminer, da det skulle fremme gendannelse af nerverne. For nylig er jeg blevet anbefalet at børste mine fodsåler og tæer med en blød neglebørste 3 til 7 gange om dagen. Neglebørsten skulle være sådan en som læger og sygeplejersker bruger for at få rene fingre og negle. Jeg føler det hjælper rigtig godt og vil blive ved indtil de 1½ år er gået.

Jeg har passet mit arbejde, det jeg kunne de første 5 måneder af 2008, hvorefter jeg fik en aftale om fuld løn til jeg blev 62, derefter gik jeg på efterløn. Mine halvårlige scanninger forløber godt, og jeg tillader mig den luksus, at få en middagssøvn på 1 time. Jeg løbetræner 3 gange om ugen og jeg tror på at alt går godt. Har nu statistisk 85% chance for at blive 5 år ældre. Så i dag er jeg en glad mand.

Fortæl din historie om senfølger, og hjælp andre

Vi vil gerne opfordre til, at du sender din personlige historie ind, hvis du mener, du har senfølger af dine kræftbehandlinger. Din historie betyder meget for andre, som oplever senfølger.

Fortæl din historie om senfølger her