Testikelkræft, senfølger: Nedsat balance og muskelkraft i ben

01-05-2007
Mand født i 1953. Senfølger: Nedsat balance og muskelkraft i ben.

Diagnose og behandling:
Tidlig sommer 1973 bliver jeg opmærksom på en ært-stor hård knude ved den ene testikel. Da denne ikke ændrer sig i løbet af 1-2 uger søger jeg læge. Han er usikker på en diagnose, og bestiller straks undersøgelse på Århus Kommunehospital, som jeg indkaldes til inden 2 uger. Her vurderes, at jeg skal indlægges til at få taget en prøve af knuden.
Jeg bliver indlagt inden der er gået 1 uge, bedøves og vågner op uden venstre testikel. Jeg får straks efter opvågningen en grundig orientering af den opererende læge. De havde konstateret, at der var tale om en kræftknude og besluttede at fjerne såvel knude som den berørte testikel. En efterfølgende mikroskopundersøgelse skulle afklare om der var tale om ondartet eller godartet kræft. Resultatet forelå i løbet af et par dage – ondartet.
Der var ikke konstateret synlig spredning, men en såkaldt forebyggende strålebehandling, ville klare evt. ikke synlige metastaser. Jeg fik således daglig (hverdage) strålebehandling i 3 måneder i et felt centralt på mave/mellemgulv. Udover ubehag i form af opkastning, træthed og vægttab i stråleperioden – var der ikke umiddelbart eftervirkninger.
De følgende måneder og 7 års kontrolundersøgelser viste ikke ny kræft i udvikling.

Senfølger:
I sommeren 1994 bliver jeg opmærksom på at min venstre fod hænger lidt under gang, så jeg ind imellem sparker til forhøjede fortovsfliser og lign. Henvendelse til min egen læge medfører de følgende 1½ år en lang række af undersøgelser og scanninger (bl.a. MR-scanning) på Ortopædisk Hospital Århus, hos neurologisk speciallæge og på Århus Kommunehospital.
Konklusionen var: Det centrale nervesystem er ved strålebehandlingen i 1973 blevet beskadiget, hvilket typisk giver sig udslag ca. 20 år efter strålepåvirkningen. Denne beskadigelse påvirker nervernes evne til at styre muskler i arme eller ben eller begge dele. Det kan udvikle sig til dårligere balance og nedsat muskelkraft kontinuerligt eller i spring. Men forringelsen kan også stoppe.
Jeg har indtil nu (primo 2007) kun været berørt i benene. Det har udviklet sig i perioder som en kontinuerlig forringelse. I andre perioder i spring som en mærkbar forringelse over kort tid. Og i andre perioder igen har det stået på samme niveau.
Der har ikke været tegn på at den nedadgående udvikling decideret ville stoppe for mit vedkommende. Det seneste ½ år har forringelsen været særdeles mærkbar. Aktuelt er status, at min balanceevne er særdeles ringe: - Jeg skal have noget at holde i ved selv de mindste pludselige bevægelser for ikke at falde. - Hvis jeg støder ind i en forhøjning ved gang, så falder jeg. - Jeg har udviklet drop-foot på begge fødder – specielt højre. - Uden varsel ”forsvinder” højre ben ind imellem, så jeg falder.
Muskelkraften i benene er meget nedsat: - Næsten konstant ”uro” i benene og ofte krampe i lår- og lægmuskler - Bliver træt i benene efter kortere tids gang (løb er stoppet for flere år siden) - Jeg skal sætte af med hænderne for at komme op fra siddende stilling. - Forhøjninger over 10-15 cm højde kan jeg kun komme op ad ved hændernes hjælp (gelænder eller lign.) - Trapper og trin (f.eks. busser og tog) er daglige – ofte store – udfordringer

Erfaringer med behandling af senfølger :
Allerede inden en konklusion om senfølge lå klar blev jeg henvist til fysioterapeut med et formål at genoptræne balance og muskelkraft.
Her ca. 11-12 år efter går jeg stadig til fysioterapeut, hvor mit program har ændret sig fra at genvinde balance og styrke over at stabilisere situationen og hindre forværring til nu at holde gang i det, der kan holdes gang i.
Siden konklusionen om senfølge har jeg selv været opsøgende på sundhedssystemet i form opfølgende undersøgelser hos neurolog og fornyet MR-scanning. Baggrunden herfor er, at der jo kunne være kommet ny forskning på området og/eller opdaget behandlingsmetoder, som effektivt kunne afhjælpe mine senfølger. Desværre indtil nu forgæves.
Sommeren 2006 henvendte jeg mig til Kræftens Bekæmpelse i det håb, at der vel sagtens må findes andre i Danmark, som har oplevet et sygdoms- og senfølgeforløb i stil med mit. Men de forskellige kontaktpersoner og læger, som jeg indtil nu har været sat i kontakt med via Kræftens Bekæmpelse, har trods stor imødekommenhed og hjælpsomhed desværre ikke kunnet bidrage til: ”Er der nogen i Danmark, der efter en forebyggende strålebehandling har oplevet en virksom behandling/afhjælpning af de ovenfor beskrevne senfølger?”

Fortæl din historie om senfølger, og hjælp andre

Vi vil gerne opfordre til, at du sender din personlige historie ind, hvis du mener, du har senfølger af dine kræftbehandlinger. Din historie betyder meget for andre, som oplever senfølger.

Fortæl din historie om senfølger her