Tarmkræft, senfølger: Udmattet træt, tinnitus i venstre øre m.m.

22-08-2016
Kvinde født i 1970. Senfølger: Udmattet træt, tinnitus i venstre øre, smerter i operationsområdet, smerter i muskler og led, lavt stofskifte, hidrosadenit blusset voldsomt op.

Diagnose og behandling

November 2014 diagnosen tarmkræft T3N1M0. Fik fjernet hele tyktarmen pga. mistanke om arvelighed. Fik ileostomi. Derpå 24 omgange kemo - Oxaliplatin og Flouracil.

Min historie om senfølger

Da jeg var færdig med kemo i juni 2015, fik jeg det ikke bedre. Jeg fik det værre. Det var stofskiftet, der var galoperende højt. Én måned senere var det alt for lavt. Jeg har siden fået Eltroxin for det lave stofskifte. Lægerne mener, at det ikke har noget med kemoen at gøre. Jeg er ikke så sikker. Siden mine 20ere har jeg haft en hudsygdom, der hedder hidrosadenit, som giver bylder i svedkirtlerne. Indtil kemo var der en-to bylder i skridtet, somme tider ingen gennem mange år. Under kemo var der ingen. Siden kemostoppet er det eksploderet, og jeg har nu konstant 10 - 15 bylder. Det gør ondt, klør, lugter og er megabesværligt. Hidrosadenit reagerer ikke på antibiotika, og der er ingen kendt helbredelse.

Under min kemo opstod der tinnitus i mit venstre øre - en meget høj ringetone, som stadig er der.

Jeg startede job igen i august 2015 med to timer ugentligt, støt stigende til fuld tid i marts 2016. Jeg har haft en enkelt periode på en måneds tid - omkring januar 2016, hvor jeg havde det godt - dvs., at jeg ikke var udmattet kl. 17 om eftermiddagen, men kunne være vågen til 21 uden at have oplevelsen af, at have løbet 10 marathons. Men siden er det kun gået ned ad bakke med trætheden og udmattelsen. Indtil nu, hvor jeg har sommerferie, har jeg gået på arbejde, bidt tænderne sammen og kollapset, når jeg kom hjem til min søn på 10, som jeg er 100 % alene med. Jeg har lagt mig, når jeg kom hjem, stået op for at lave mad, være sammen med min søn og så gået i seng, når han gik i seng kl. 20.30. Jeg har været ved lægen flere gange for at få taget blodprøver, der måske kunne vise, hvorfor jeg er så træt, men lægen siger, at "alt er normalt". Samtidig har jeg været til CT-scanning hver 3. måned, siden kemostop, fordi de kan se "noget" på den ene lunge, som dog ikke ser ud til at være vokset.

Mit sociale liv er gået helt i stå. For jeg orker ingenting. Jeg klarer, at være på arbejde, fordi jeg er bange for at blive fyret og miste både mit eksistensgrundlag, men også mine kolleger og dét at komme ud blandt andre mennesker. Samtidig kan jeg godt se, at jeg ikke kan blive ved sådan. Det går ud over min søn, og mit ellers gode humør begynder at blive slidt, fordi alting er op ad bakke. Fra jeg står op tænker jeg på, hvornår jeg kan komme til at ligge ned igen.

Siden jeg blev syg er jeg gået over til kun at spise økologisk og masser af grøntsager samt kosttilskud. Jeg begyndte at gå lange ture i rask tempo i vinter hver dag, men måtte opgive, da en gammel knæskade brød op. Jeg laver styrketræning for ryg og mave cirka 20 minutter hver anden dag derhjemme. Så jeg føler virkelig, at jeg gør, alt hvad jeg kan.

Lige nu har jeg sommerferie og tid til at tænke over, hvad jeg skal gøre. Jeg har taget kontakt til min fagforening for at tale om fleksjob.

Fortæl din historie om senfølger, og hjælp andre

Vi vil gerne opfordre til, at du sender din personlige historie ind, hvis du mener, du har senfølger af dine kræftbehandlinger. Din historie betyder meget for andre, som oplever senfølger.

Fortæl din historie om senfølger her