Prostatakræft. Senfølger: Inkontinens og impotens.

Diagnose og behandling

Diagnose i 2014. 
Konstateret prostatakræft i aggressiv form. Prostata fjernet i en ikke nervebevarende operation. Ingen efterbehandling nødvendig.

Personlig historie om senfølger

2014 blev jeg opereret for prostatakræft. Inden operationen var jeg til flere forundersøgelser og samtaler med lægerne, der skulle operere mig. Overlægen foreslog, at man skulle fjerne hele prostata og nerverne, da jeg havde en aggressiv form for kræft. (5 + 3 på Gleason  skalaen). 
Under samtalerne fik jeg at vide, at jeg efterfølgende ikke ville kunne holde på vandet og at jeg ville blive impotent. Jeg skulle træne bækkenbunden, og så ville der være 70 % chance for at blive tæt. Hvis det ikke lykkedes, kunne jeg få behandling på Herlev, der kunne tilbyde forskellige løsninger på det problem. 

Der var kun 30% chance for at beholde potensen efter operationen.

Jeg tænkte dengang, at så var det godt men ikke var 20 år mere. 

Indtil jeg fik styr på vandladningen, var det heller ikke så stort et problem, for det er ikke rart at blive sovset ind i tis, mens man prøver at have lidt hygge. 

Efter operationen blev jeg på opfølgningsmøder, spurgt om hvordan det gik med potensen. Jeg kunne kun sige, at der ikke var nogen reaktion overhovedet. Jeg spurgte, om der kunne gøres noget og fik derefter udskrevet nogle piller, der skulle kunne hjælpe. Jeg var lidt bekymret, fordi jeg i mellemtiden havde fået konstateret hjerteflimmer, og derfor fik blodfortyndende medicin, så jeg var usikker på, om det kunne gå med pillerne. En læge skrev en kort besked til mig, at det kunne jeg godt tåle. Jeg prøvede dem af med absolut intet resultat. 

Jeg skulle ikke til flere kontrolbesøg, men blev ringet op af en sygeplejerske et par måneder senere. Jeg forklarede at pillerne ingen virkning havde og spurgte om der var andre muligheder. 

Et par uger senere fik jeg en mail fra en læge, der skrev, at jeg kunne få Muse. Jeg kunne bare hente det på apoteket. På apoteket forklarede de, at det er noget, der skal sprøjtes ind i urinrøret, men de var ikke helt sikre på, hvordan det skulle bruges, så de henviste til brugsanvisningen. De gjorde opmærksom på, at virkningen godt kunne vare 6 – 8 timer, og hvis det ikke holdt op efter 8 timer, skulle jeg tage på skadestuen. Jeg syntes, at det virkede lidt usikkert og skræmmende, så jeg valgte ikke at prøve det. 

Jeg fik det råd af min fysioterapeut at prøve med en penispumpe. Hun viste mig en og forklarede, hvordan den skulle bruges. Jeg købte en med motor, fordi jeg tænkte, at det nok var lidt mere spændende end at skulle pumpe den op selv. Det var det også, men problemet var, at jeg ikke kunne holde tæt, og der trængte væske ind i motoren og så gik den i stykker. Derfor bestilte jeg en manuel pumpe, og den har virket i et par år nu. Den er samtidig med til at holde på vandet. 

Jeg bruger den hver dag morgen og aften i et par minutter til at stimulere svulmelegemerne. En gang imellem bruger jeg den også til samleje eller bare til ”hygge” med mig selv. 

Jeg har opdaget, at man har samme følelser i penis selvom den ikke er erigeret. Jeg har også oplevet, at den er lidt mindre følsom, når man anvender penisringene, men jeg kan godt gennemføre et nogenlunde samleje ved hjælp af pumpen. 

Pumpen giver ikke lysten tilbage, så hvis man ikke føler lyst, hjælper den ikke alene. Den giver dog en pirring samtidig med, at penis erigerer. Hvis man fortsætter med at pumpe, begynder det så småt at gøre lidt ondt, og så når man et punkt, hvor man vakler mellem pirring og smerte/ømhed, som dog fortager sig øjeblikkelig, når man trykker på ventilen, så vakumet forsvinder.