Lungekræft, senfølger: Forsnævring af spiserør

Diagnose og behandling:

Fra november 2001 og tre måneder frem fik jeg, grundet mistanke om en kræftsvulst i lungen, lejlighed til at betragte det etablerede sygehusvæsen indefra, efter en 'utilsigtet hændelse' under udførelse af enkikkertundersøgelse. Jeg fik rig lejlighed til at tænke over, hvorfor jeg havde fået et ødelagt stemmebånd, hul i spiserøret og diagnosen lungekræft. Og så skulle jeg i øvrigt gennem tre lungebetændelser og daglige diskussioner med personalet om det fornuftige i at lukke døren til stuen fo
r gennemtræk, støv- og smittespredning – uden stemme(ret).

Under efterfølgende behandling med kemo-, stråleterapi og naturmedicin, kom jeg i kontakt med andre kræftramte gennem en patientforening. Jeg mener, at kontakten med ligestillede var - og stadig er væsentlig for min overlevelse. Foråret 2005 bliver jeg raskmeldt.

Senfølger:

Fem år efter kræftdiagnosen dukker der nogle mystiske kramper op i halsen. Kramperne giver kraftig væskedannelse i svælg og mund under spisning eller forsøg på at spise og drikke, opkastningsfornemmelser - og opkast. I maj 2006 søger jeg noget tøvende tilbage til hospitalet og klager min nød. Dårlig søvn og besvær med at spise har indtil nu kostet 10 kg af min kampvægt. Efter 5 kikkertundersøgelser i en periode på seks måneder, finder man ud af, at der er en del arvæv i spiserøret omkring det sted, der blev skadet i 2001 (!). Ved samme lejlighed tager lægerne nogle vævsprøver med op til almindelig undersøgelse. En læge mener, min ”spisevægring” kan skyldes senfølger efter strålebehandling. En af vævsprøverne viser imidlertid suspekte celler. Der rettes forståeligt nok fokus på min lungekræft. Spiserøret er glemt.

Tilbagefald:

Lidt heldigt for kræftpatienten men mindre heldigt for hans spiserør. Nu følger fire måneders kemobehandling afbrudt af de velkendte blodprøver, skanninger og samtaler på hospitalet. Til afhjælpning af synkebesværet, bliver jeg henvist til en diætist (!). Det meste af mit hår, resten af appetitten, yderligere 5 kilo og kræften forsvinder.

Sommeren 2007 bliver jeg indlagt på nærmeste hospital - totalt dehydreret af mangel på væske. Nu begynder der at ske noget. Et røntgenbillede af spiserøret viser tydeligt, at der er en forsnævring over 4 - 5 cm, og en passage på kun 4 mm. Selv løseris skal her passere pænt efter hinanden med et passende mellemrum. Røntgenbilledet og jeg bliver sendt til det hospital, som oprindeligt behandlede min lungekræft.

Erfaringer med behandling af senfølger:

Slår man op på internettet under ”forsnævring af spiserør” anbefales nedsættelse af en stent. Det tilbud fik jeg også på hospitalet. Efter en måned med 2 panodiler 3 til 4 gange i døgnet aftager stentens udvidelsessmerter, og man kan begynde at se sig omkring efter noget spiseligt. Kramperne i brystet, væskeopsamling og opkaster nu fuldstændigt forsvundet. Og jeg spiser næsten normal igen. Flydende kost til at begynde med og langsom overgang til mere fastere føde. Den skal blot tygges grundigt. Men har den ikke altid skullet det? Det er svært ikke at tænke på, hvor meget bedre jeg kunne have haft det i det forløbne år, hvis man havderøntgenfotograferet og repareret mit spiserør, første gang jeg fortalte om mine spiseproblemer. Men på den anden side havde man måske så ikke i tide fundet den kræft, der var i udbrud i nærheden af den gamle skade ved spiserøret.