Leukæmi (ALL), senfølger: Træthed, kvalme

Diagnose og behandling

I dec. 2004 fik jeg konstateret leukæmi (ALL). Jeg var på det tidspunkt 22 år gammel og var derfor for gammel til at køre efter børneprotokollen. Men det gik, som det skulle uden nogle infektioner af nogen alvorlig slags. Dog blev jeg enormt træt og afkræftet, men på en eller anden måde havde jeg kræfter og energi til bare at klø på. 3 mdr. efter jeg fik konstateret leukæmi var jeg i fuld gang med at arbejde igen og levede et helt normalt liv, dog med noget færre kræfter, men det tog jeg mig såmænd ikke så meget af.

Det lyder som om det var peace of cake og sådan husker jeg det også, når jeg kigger tilbage, men jeg ved jeg havde det rigtig skidt den første måned og min sygeplejerske fra dengang har da også efterfølgende husket mig på, at jeg havde det meget skidt, men med tiden glemmer man, hvor svært det i virkeligheden var.

I juni 2010 bliver jeg så ringet op på mit arbejde. Det er min læge, hun fortæller mig at mine blodprøver viser tegn på tilbagefald og hun er ret sikker i sin sag. Faktisk så sikker, så de havde booket tid til knoglemarvsprøve allerede inden jeg havde fået taget nye blodprøver. Jeg syntes, der var gået en del år, så jeg spurgte om det var normalt? Nej, var svaret. Det er absolut ikke normalt at få tilbagefald så sent. Men ikke desto mindre var det tilfældet og jeg stod overfor en ny omgang kemo og så knoglemarvstransplantation af den helt store slags. Efter et halvt år havde de fået styr på min leukæmi og fundet mig en donor. Jeg fik tid på riget i slutningen af november til transplantation. Det var en hård omgang og nu 7 mdr. efter er jeg stadig sygemeldt, men dog havde jeg kræfter til i dag at tage til Knuthenborg Safaripark med min søster og svoger. Det var den første gang siden sygdommen kom igen jeg oplevede noget fuldt og helt uden at skulle sove eller kaste op. Det har været helt fantastisk.

Nu prøver jeg at holde min genoptræning både hvad angår appetit og kondition og det går heldigvis den rigtige vej :)