Leukæmi (ALL), senfølger: Angst og bekymring for fremtiden

Jeg fik i en alder af 3 år konstateret ALL. Jeg havde i et halvt års tid optil, været syg med flere betændelsestilstande, dårlig appetit og opkastninger. Særligt røde pletter rundt på kroppen bekymrende mine forældre, og det var ved et rent tilfælde at vores praktiserenes læges elev foreslog at tage en blodprøve.

Som 6 årig blev jeg konstateret rask, og fulgte indtil jeg blev 18 et opfølgningsprogram hvor jeg ca. med 2 års mellemrum blev tilset på en senfølgeklinikken. Jeg fik tilbudt at fortsætte med at komme til konsultationer på klinikken, hvilket særligt skulle være i forbindelse med graviditet. I en alder af 18 år havde jeg ikke gjort mig de store tanker om hvad mit sygdomsforløb måtte have haft af konsekvenser og jeg måtte som 22-årig erkende at uvidenhed og spørgsmål om tidligere forløb samt fremtiden påvirkede mig i hverdagen. I al min forvirring tog jeg en dag ind på klinikken og brød grædende sammen foran både sygeplejerske og læge som havde været på afdelingen dengang jeg var syg, og derved kendte mig. Det var en befrielse at få grædt ud, især overfor personer som kendte min historie. De gjorde mig opmærksom på at min reaktion ikke var et enkeltstående tilfælde og tilbød mig dertil at få udleveret min journal. Jeg cyklede direkte hjem og læste samtlige sider. Jeg kunne til min store forbløffelse læse, at jeg havde været udsat for en UTH, hvor en sygeplejerske ved en fejl havde fået givet mig kalium i mit drop, hvorved jeg i få minutter var væk. Derved gav det pludseligt mening for mig, hvorfor jeg havde ar på begge sider af halsen og brystkassen, hvor man normalt kunne ville have haft i den ene side. Jeg husker tydeligt hvor stor en klump jeg fik i halsen, over nærmest at kunne mærke hvordan mit hjerte stoppede. Min journal fortæller dog at denne hændelse ikke har haft videre betydning for mig. Men da jeg selv arbejder i sundhedsvæsenet i dag, ryster jeg lidt hver gang ordet 'utilsigtet hændelser' popper op.

Jeg er nu 25 år, og har fornyligt været hos lægen der måtte konstaterer at jeg har en svær sygdomsangst.

Jeg er i ligeså stor risiko at få kræft igen som alle andre almindelige mennesker, hvilket jo betyder at jeg i den forstand ikke har noget at frygte. Som en konsekvens af kemoterapi har jeg en del modermærker fordelt ud på hele kroppen, hvilket er endnu en faktor for at jeg lever med en frygt for at der en dag står modermærkekræft på programmet - jeg har opsøgt en hudlæge i håb om at få fjernet dem, så jeg har en ting mindre at kunne sætte i forbindelse med tilbagefald. Alligevel kan jeg ikke forestille mig en fremtid med børn og at blive ældre end 30. Følelsen og tanken om aldrig at blive gammel forfølger mig dagligt. Det er lige før at jeg har accepteret ideen om ikke at få indfriet min fremtid.