Endetarmskræft, senfølger: "Gummiben", dropfødder (sidder nu i rullestol) m.m.

Diagnose og behandling

Fik i august 2006 konstateret kræft i endetarmen. Fik 2 gange kemoterapi, hvor den sidste ikke blev fuldført grundet store gener. Derefter fulgte 26 strålebehandlinger, som blev afsluttet i februar 2007. Blev opereret i marts 2007, stomi plus "svinglapsoperation", som skulle sikre en hurtigere helingsproces. Dette gik galt og der fulgte i stedet 2 mdr. på hospitalet med "svamp", som blev sat op i sårene, hvor der blev lagt en slange op, det hele tapet til og tilsluttet et apparat, som skulle suge væsken ud og holde såret tørt. Efterfølgende fulgte flere måneder hjemme med sygeplejerske, som skulle rense sårene, samt sikre at de ikke helede op forkert. Det fungerede heller ikke, da det aldrig var den samme sygeplejerske og sårene begyndte derfor at hele op på inderfladerne.

Senfølger

I løbet af efteråret 2007 fik jeg stærkere og stærkere smerter og begyndte at blive følelesesløs i højre ben og kræfterne i det svandt. Højre fod begyndte at hænge (dropfod). En undersøgelse på Rigshospitalet viste, at der ikke var aktivitet i nerverne. Efterhånden bredte det sig til venstre ben og fod og jeg kunne tilsidst kun komme rundt med besvær. Så blev det med en rollator og næste udvikling var, at jeg ikke kunne gå på trapper. I starten af juni 2008 blev min situation igen forværret, idet jeg nu slet ikke kan støtte på højre ben og derfor må sidde i rullestol. Dernæst har jeg ikke længere fuld kontrol over blæren.

Erfaringer med behandling af senfølger

Har prøvet zoneterapi uden virkning. Jeg har i løbet af efteråret 2007 og foråret 2008 deltaget i genoptræning både et par gange om ugen, men også intensivt, hvor jeg boede på stedet, men det har tilsyneladende ikke haft nogen virkning. Desuden har jeg fået 30 behandlinger på Rigshospitalet i deres trykkammer, en behandling som i nogle tilfælde kan afhjælpe stråleskader, men åbenbart ikke hos mig. Jeg bruger støttestrømper og benskinner. Mine ben hæver meget så derfor er strømperne nødvendige. Da jeg stadig kunne komme lidt rundt var benskinnerne en stor hjælp da det betød, at jeg ikke hele tiden faldt over mine egne fødder