Bugspytkirtelkræft, senfølger: Kronisk diarre eller forstoppelse, vægttab m.m.

29-10-2016
Kvinde født i 1960. Senfølger: Kronisk diarre eller forstoppelse, vægttab, træthed, manglende muskler, invaliderende opkastninger, stort vægttab 36 kg, kronisk svedeture når jeg spiser og sover. Posttraumatisk stress, husker dårligt.

Diagnose og behandling

Fik diagnosen i marts 2014 og jeg fik en Whipple operation d.23/4-2014. De fjernede tolvfingertarm, galdegang og galdeblære, noget af mavesæk og tyndtarm, bugspytkirtel.

Personlig historie om senfølger:

2 mdr. efter min operation begynder mit ar at bule ud og inden for kort tid har jeg en brok på str. med et franskbrød og bliver indstillet til ny operation, men da jeg kaster min mad op og taber mig vil de ikke operere mig før der er styr på det. Jeg venter 8 mdr. Operationen går planmæssigt men da rygkateteret blev fjernet fik jeg voldsomme smerter i siden og i underlivet og fik morfin, garbapentin blokader, intet hjalp, var indlagt over 2 mdr. Jeg kom på Smerteklinik og var oppe på høje doser morfin i plaster og piller, som var med til at min mave ikke fungerede, men langsomt fik jeg den hjælp der jeg havde brug for. Jeg går til kontrol og oplever de negligere mine senfølger, jeg skal bare være glad for at være i live. Jeg har fået utal at midler til forstoppelse, diarre, og kvalme og først for tre mdr. siden fik jeg en hjælp jeg fandt gennem min fysioterapeut en osteopat der gerne ville se om hun kunne hjælpe. Det første hun gjorde var at konstatere at den sammensyning hvor den nye mavesæk er lavet er så stram at det er svært at få føde igennem og den arbejder hun med. Efter to gange havde jeg for første gang en hel uge hvor jeg ikke kastede op og jeg stoppede med medicin mod kvalme forstoppelse og diarre og begyndte på hørfrø og hørfrø olie i stedet og stille og roligt hjalp det på min forstoppelse og min kvalme forsvandt og blev til en sjældenhed.

Samtidig gik jeg hos diætist som støttede op om behandlingerne og for første gang i to år var min vægt forøget med 100g.

Et år efter whippel oprationen fik jeg en blodprop i hjertet og lægen sagde at jeg ikke måtte presse på for at genoptage mit arbejde, det jeg havde været igennem både medicin og stressen for kroppen var skyld i jeg var blevet ramt og han mente ikke jeg kunne arbejde mere. Jeg blev opsagt for mit job gennem 31 år i september med et halvt års opsigelse og den dag den udløb var jeg blevet tilkendt førtidspension.

I dag er jeg stille og roligt i gang med at lære at leve et liv hvor jeg passer på mig selv og jeg tager hensyn til min sygdom og senfølger. Jeg kan ikke altid finde ud af at prioritere mine kræfter og nogen gange gør det at jeg er så træt at jeg ikke kan sove. Jeg mangler mange muskler og prøver at træne lidt hverdag uden at overdrive da det tære på den muskelmasse jeg ikke har. Nogen dage må jeg blive i sengen pga. smerter og træthed.I hverdag prøver jeg at spise lidt mange gange, og får dagligt metadon samt smerteplaster for at kunne eksistere ,men jeg er lykkelig for at være i live.

Fortæl din historie om senfølger, og hjælp andre

Vi vil gerne opfordre til, at du sender din personlige historie ind, hvis du mener, du har senfølger af dine kræftbehandlinger. Din historie betyder meget for andre, som oplever senfølger.

Fortæl din historie om senfølger her