Brystkræft, senfølger: Tilbagevendende smerter omkring arret

22-04-2016
Kvinde født i 1942. Senfølger: Jeg har haft tilbagevendende smerter omkring arret. Først med lange mellemrum, men nu oftere, desværre. Først klør det ubehageligt og hurtigt efter kommer stikken og jag.

Diagnose og behandling

Diagnoseår: 2013. Jeg fandt en knude i brystet og fik den undersøgt (biopsi). Der var faktisk to knuder, så hele brystet blev fjernet i maj 2013.

Der var ingen spredning til lymfekirtlerne, så jeg var glad.

Min historie om senfølger

I lange perioder efter min operation i 2013 har jeg ikke mærket til noget ubehag overhovedet, men så kom disse smerter, der føles, som om nogen stak med nåle eller en kniv i området omkring arret.

Det er utrolig ubehageligt, og jeg forsøger at massere stedet, men det hjælper som regel ikke. Så jeg må bare vente på, at det selv forsvinder.

Det kan også komme om natten, og så er det umuligt at sove videre.

Jeg har haft en vis succes med strækøvelser, men det hjælper ikke altid.

Ved mine halvårlige kontrolbesøg på Sygehuset har jeg nævnt det for lægen, men han siger bare, at det ikke er farligt, og at det ikke har noget med kræft at gøre.

Jeg har på nettet fundet noget om "fantom-brystsmerter", som meget godt beskriver, hvordan det føles. Men der er tilsyneladende ikke nogen effektiv kur imod disse smerter. Der bliver nævnt smertestillende piller, motion og massage, så nu har jeg planer om at få en henvisning fra min egen læge til en fysioterapeut, og så håber jeg, at der kan gøres noget. Jeg er nervøs for, om de nogensinde vil forsvinde.

Fortæl din historie om senfølger, og hjælp andre

Vi vil gerne opfordre til, at du sender din personlige historie ind, hvis du mener, du har senfølger af dine kræftbehandlinger. Din historie betyder meget for andre, som oplever senfølger.

Fortæl din historie om senfølger her