Brystkræft, senfølger: nervepåvirkning af fødderne, dårlig balance m.m.

Diagnose og behandling:

Jeg fik konstateret mammacancer for 3 ½ år siden. Blev opereret 3 gange, 6 x kemo, 25 x stråler, Herceptin i et år samt antiøstrogen tbl. I 5 år.

Min historie om senfølger

Jeg er kommet godt over min cancer. Kontrol hvert halve år har vist, at jeg – indtil videre – ikke har tilbagefald. Det er jeg lykkelig for. Men at være ”helbredt” for kræft er jo ikke ensbetydende med, at man har det godt! Jeg har desværre fået flere senfølger, formodentlig af kemoen, som jeg nu må acceptere som kroniske. Mit største problem er nervepåvirkning af fødderne. Jeg har ikke decideret smerter, men en ømhed og fornemmelse af, at der konstant er noget, som trykker på mine tæer og forfod. Jeg kan ikke gå lange ture, så ”brænder” mine fødder. Alt mit fodtøj bliver nu købt hos Shava Care, da det er vigtigt for mig at have fodtøj, som mine fødder kan holde ud at være i. Stiletterne er en saga blot! Min balance er meget dårlig. Specielt i ujævnt terræn og nedad. Jeg har en fornemmelse af, at jeg ”styrter ud over kanten”. Jeg er konstant træt (”fatique”). Min hjerne fungerer ikke som før i tiden (”kemo-hjerne”). Jeg har svært ved at huske og koncentrere mig. Hvordan tackler man så disse problemer? M.h.t. mine ømme fødder så har jeg prøvet ALT, desværre uden virkning. Diverse psykofarmica, som er det, som evt. hjælper bedst. Morfin, Gabapentin, Lyrica, Imipramin, Cymbalta, samt Capsaicin plastre, massage  og akupunktur. Uden virkning. Efter et år på diverse medicin, som gav mig bivirkninger, gav jeg op. Var i kontakt med en smerteklinik, som heller ikke kunne hjælpe mig. Om det nogensinde bliver bedre, det ved jeg ikke. Men jeg har lært at leve med det. Jeg kan ikke gå lange ture, og hvis jeg går i ujævnt terræn eller går nedad på trapper, så har jeg heldigvis min mand til at holde mig i hånden. M.h.t. den dårlige balance, så bruger jeg en stepmaskine og en rund skive med en kugle under, som jeg skal balancere på. Synes nu ikke, at det hjælper. M.h.t. trætheden, så har jeg lært at bevilge mig selv et hvil hver eftermiddag. M.h.t. min ”kemohjerne”. Det er svært at acceptere, at man ikke husker så godt mere, at man har svært ved at koncentrere sig, at man har svært ved at følge med i en samtale eller film. Jeg prøver at stimulere min hjerne ved at spille spil, som kræver koncentration. Det hjælper nu heller ikke så meget. Jeg prøver på at gøre ting, som evt. kan hjælpe på mine senfølger. Jeg tror, at det vigtigste er, at man accepterer sine senfølger. Man gør, hvad man kan, men man må ikke blive frustreret over, at resultatet ikke er, som man forventer. Det nytter ikke noget. Det påvirker bare én psykisk, og det er usundt! Jeg er trods alt ”cancerfri” – og det er vel det vigtigste!!!