Brystkræft, senfølger: Forkalkninger i arvæv, føleforstyrrelser m.m.

Jeg fik brystkræft i 2000. 2 forskellige typer af kræft i hvert sit bryst. Jeg blev behandlet med kemo, stråler og operation (brystbevarende), Jeg fik også fjernet lymferne i begge armhuler. Jeg fik antihormoner indtil jeg fik recidiv i 2004. Jeg opdagede en knude på halsen og kom i CT-scanning. Der var spredning til lymfebaner, lunger, binyre og muligvis brystbenet. Jeg fik at vide at jeg nu skulle forvente at være i behandling resten af mit liv. Jeg tænkte, at jeg snart ville blive meget syg og dø. Jeg blev tilbudt at deltage i et forsøg og jeg var i behandling så længe min krop kunne holde til det. Det blev til 1 år i kemobehandlinger. Jeg kom herefter jævnligt i CT-scanner, da jeg skulle starte behandlinger igen, når kræften begyndte at vokse. Den er imidlertid ikke begyndt at vokse endnu, men er gået i ro. Jeg er fortsat fri for behandling.

Jeg har følgende senfølger:

Nedsat følsomhed i de hudområder, som er strålebehandlet. Manglende følesans i begge arme fra armhuler og næsten ned til albuerne (efter fjernelse af lymfer). Føleforstyrrelser i fødderne efter de mange kemo behandlinger. Der er ikke nogen behandlingsmuligheder for nogen af disse ting, - og jeg har nu vænnet mig til, at det er sådan.

Forkalkninger i arvævet. Forkalkningerne ved det ene bryst er fjernet ved operation, da der kom sår på huden over området. Jeg har fået at vide at forkalkningerne muligvis kommer igen, - men indtil videre går det godt.

Ny hofte i 2009 da knoglen smuldrede. Det var meget smertefuldt - også om natten - og jeg kunne næsten ikke gå. Jeg fik at vide at årsagen var kemo behandlingerne. Jeg er nu fri for smerterne og hoften fungerer godt.

Blodprop i højre øje i 2006. Øjenlægen sagde til mig at årsagen sandsynligvis var behandlingerne for min kræftsygdom. Jeg blev behandlet med laser stråler. Efter blodproppen har jeg tendens til dobbeltsyn og er bevilliget en oklusionslinse til øjet. Den løser imidlertid ikke problemet, da linsen ikke kan lukke alt lys ude.

Jeg har gennem år været plaget af smerter tværs over lænden og ned i begge ben. Jeg er flere gange blevet undersøgt på mistanke om knoglemetastaser i rygsøjlen. Jeg har heldigvis fået at vide, at smerterne ikke skyldes metastaser, men udpræget slidgigt i rygsøjlen, som ikke kan behandles. Jeg skal snart til scanning igen, da "min" læge gerne vil følge, hvordan det udvikler sig. Det er betryggende for mig. Jeg har siden år 2000 gået til svømning og vandgymnastik for at holde kroppen i gang.

Gennem de sidste par år har jeg haft tiltagende styringsbesvær af mine ben. Når jeg har haft ondt og styringsbesvær har jeg den ene dag tænkt "Det er nok fordi jeg træner for lidt", - når jeg så har trænet meget og har haft styringsbesvær og ondt har jeg sagt til mig selv "Det er nok fordi jeg har trænet for meget". Sidste efterår måtte jeg så erkende, at der nok var noget andet i vejen. Via "min" læge på sygehuset endte jeg så med at komme til neurolog. Jeg blev grundigt undersøgt og har nu

fået konstateret at styringsbesværet skyldes neuropati på grund af de mange kemo behandlingerne. Der er ikke nogen der kan fortælle mig, hvordan det vil udvikle sig. På nuværende tidspunkt er det en udfordring for mig at gå på trapper. Jeg blev bevilliget vederlagsfri fysioterapi og jeg træner 2 gange om ugen. Det hjælper ikke på de neurologiske forandringer, men det styrker mine muskler og er derfor en stor hjælp for mig.

Min arbejdssituation: Jeg valgte selv at jeg "kun" ville arbejde 30 timer om ugen, da jeg begyndte på arbejde igen i 2002. Efter mine behandlinger i 2005 magtede jeg ikke at arbejde de 30 timer mere. Jeg fik god hjælp fra min fagforening og blev bevilliget flexjob - 12 timer om ugen p.g.a. mine senfølger. Jeg fik 8½ gode år i flex-job og jeg er nu på efterløn.

Min sygdom har præget mit liv. Jeg har haft mange bekymringer og været bange for, at jeg snart skulle dø. Jeg har tilbragt mange dage på sygehuset og min familie har været bekymret for mig. Jeg har fundet støtte og hjælp hos andre kræftpatienter. Det har givet dejlige venskaber, - men mange er også døde.

Jeg føler at min krop er gammel selv om jeg kun er 60 år gammel. Jeg er glad for livet, - og jeg ville have undgået mange bekymringer, hvis jeg i år 2000 havde vidst, at jeg i dag kan sidde og fortælle "min historie" til Senfølgergruppen. Det er jo bare dejligt at det er gået sådan.