Brystkræft, senfølger: Fatigue, koncentrations- og hukommelsesproblemer m.m.

Jeg fik konstateret østrogenpåvirkelig brystkræft i mit venstre bryst i august 2012. Jeg var så heldig at få en brystbevarende operation. Kræften havde spredt sig til skildvagterne i lymferne, men de fjernede kun dem, så jeg fik også lov at beholde resten af min lymfekirtler i armhulen.

Overlægen onkologisk afd. var i gang med et forsøg, hvor der var en ændring i kemoterapibehandlingen. Forsøgsdelen var, at man fik seks behandlinger med Taxoterre, i stedet for tre gange med .?.?.??.. og tre gange med Taxoterre. Jeg spurgte ind til bivirkninger ved de to typer af kemoterapi hos både lægen og sygeplejersker, men fik et standardsvar hver gang, lydende på, at alle reagerede meget forskelligt på kemoterapi, så det var umuligt at sige.

Jeg har ingen i mit netværk der har været i behandling for kræft, og var derfor fuldstændig uvidende om, hvad det reelt indebærer. For at støtte op om forskningen sagde jeg ja til at deltage i forsøget. Jeg kom i den gruppe, som fik 6 gange Taxoterre.

På det tidspunkt hvor jeg fik diagnosen brystkræft, var jeg i rigtig god fysisk form, og det var jeg så taknemmelig for undervejs i forløbet, for det var som at få hele sin krop og sin psyke knust til atomer, hver gang en behandling var overstået. Jeg kan fortælle rigtigt meget og længe om hele kemoforløbet, men vil gå hurtigt over det i dette forum. Efter kemobehandling fik jeg 30 gange stråling og blev efterfølgende sat i behandling med Tamoxifen.

Sygehuset erklærede mig klar til at starte arbejde i august 2013. Jeg følte på ingen måde, at jeg havde kræfter til at starte op igen, men der var ligesom ikke andre valg. Det lå i luften, at der nu var gået et par måneder siden min sidste strålebehandling, så det var rigeligt at bruge på at komme sig.

Hver dag det næste år, følte jeg mig slået hjem i ludo. Jeg kunne slet ikke mønstre kræfterne til at passe mit arbejde, men sled mig alligevel igennem, og forsøgte at passe både det og min familie. Det var så hårdt, at jeg næsten ikke kan huske noget fra den periode. Langsomt fandt jeg mig til rette i min nye tilværelse, eller mere korrekt, lærte at navigere bedst muligt for at overleve hverdagen, men der er så mange senfølger, så mange begrænsninger og frustrationsemner, at det stadig er en udfordring og jeg ser hver dag som en kamp jeg skal udkæmpe. Samtidig føler jeg mig også heldig, at jeg indtil videre hører til i de 58% som overlever indenfor de første fem år, taknemmelig for hver dag jeg har sammen med min familie, og taknemmelig for, at det er lykkedes mig at fastholde at være i arbejde, selv om der er mange dage, hvor jeg ikke fatter, hvordan jeg kommer igennem dagen på en nogenlunde lødig måde, for mit arbejde giver mening for mig og beriger også mit liv.

Jeg skal holde meget skarpt hus med mine ressourcer. Jeg skal planlægge alt forud, mærke efter hvor mange ressourcer jeg bruger på hver enkelt aktivitet dagen igennem, sørge for at motionere flere gange ugentligt, mindst to og helst flere, og spise sundt og ofte.

Men jeg skal også sørge for at få glæde ind i mit liv. Tale med mine børn og mand, være sammen med venner, få gode oplevelser. Gøre ting der giver mening for mig.