Analkræft, senfølger: Konstante sædesmerter, kan kun sidde kort tid af gangen

15-05-2009
Kvinde født i 1946. Senfølger: Konstante sædesmerter. Kan kun sidde kort tid af gangen. Oplever ikke den store forståelse af mine problemer.

Diagnose og behandling

Jeg blev opereret marts 2007. Operationen, er det, der kaldes rectumextirpation med guteral flap med anlæggelse af varig colostomi. Jeg fik fjernet haleben, bækkenbund, et stykke af tarmen og trukket en muskel fra den ene balle til hæftelse på den anden balle for at lukke af. Nyopereret marts 2008 p.g.a brok ved halebenet, samt tyndtarm, der havde snoet sig om den ene æggestok.

Senfølger

Mine senfølger er konstante smerter i sædet og jeg sidder som på en hestesko, hvilket er utroligt generende. Jeg har i det hele taget store problemer med at sidde og kun ganske kort tid af gangen. Dette har betydet, at jeg har måttet opgive mit arbejde. Jeg kan ikke længere gå i teateret, biografen, rejse, gå ud at spise etc. Kort sagt mit sociale liv er lig nul.

Jeg oplever ikke den store forståelse for mine problemer hos læger. Jeg har efter lange diskussioner med kirurgen, der opererede mig, fået tilbud om blokader i ballerne med binyrebarkhormon hver tredie måned for afhjælpning af smerter. Dette er meget meget smertefuldt, for at jeg kan holde smerterne på et nogenlunde niveau.

Erfaringer med behandling af senfølger

Jeg er derforuden begyndt med akupunktur, som afhjælper nogle af smerterne. Dog er det hele meget kortvarigt. Jeg kunne godt tænke mig, at høre om der er andre ligestillede eller om nogen har en god ide til, at jeg kunne få en tålelig tilværelse, så jeg kan få mit sociale liv tilbage.

Fortæl din historie om senfølger, og hjælp andre

Vi vil gerne opfordre til, at du sender din personlige historie ind, hvis du mener, du har senfølger af dine kræftbehandlinger. Din historie betyder meget for andre, som oplever senfølger.

Fortæl din historie om senfølger her