Æggestokkræft (endodermal sinus tumor), senfølger: Led- og muskelsmerter, nedsat tømning af venstre hjerte ventrikel m.m.

02-12-2008
Kvinde født i 1971. Senfølger: Led- og muskelsmerter, nedsat tømning af venstre hjerte ventrikel, nedsat lungefunktion, forhøjet blodtryk, forstoppelse, hukommelses- og koncentrations besvær.

Sygdom og behandling:
Fik som 11-årig i 1983 konstateret en højmalign tumor i æggestokken. Man opererede og efterfølgende fik jeg kemo (BEP kur). Jeg har senere fået at vide, at med den viden man har i dag ikke ville give så store doser, som jeg fik.


Senfølger og erfaringer med behandling af senfølger:
I starten af 90 ́erne fik jeg konstateret forhøjet blodtryk. Løbende som kravene i min hverdag øgedes (job, mand og børn) blev jeg mere og mere træt. I 2004 lavede man ekko kardiografi, renografi og lungefunktions undersøgelse. Resultaterne udmundede i bevilling af fleks job.
Har siden 1991 løbende gået til fysioterapi pga myoser i ryg, nakke og kraniemuskulatur. Jeg har siden 2001 haft store problemer med lænden (diskosprolaps og inflammatoriske forandringer i hvirvlernes endeflader). Ved ikke, om det har sammenhæng. Dette er en stor økonomisk belastning, da jeg er af sted en gang om ugen.
Alle årene indtil 2004 har det været svært at få såvel professionelle som nogle venner, bekendte og enkelte få kolleger til at tro på mig. Jeg har ofte følt mig som en hypokonder, der bare ikke gad tage mig sammen. Det er også en stor belastning for min mand og mine børn.

Fortæl din historie om senfølger, og hjælp andre

Vi vil gerne opfordre til, at du sender din personlige historie ind, hvis du mener, du har senfølger af dine kræftbehandlinger. Din historie betyder meget for andre, som oplever senfølger.

Fortæl din historie om senfølger her