Mit netværk, psykolog, visualisering og fokus på de positive ting hjælper på min psyke

29-01-2021
Skrevet af en kvinde, der har senfølger efter brystkræft og kræft i bughulen.

Jeg fik brystkræft i 1994, da jeg var 38 år gammel. Med et tilbagefald i 2009. Begge dele kom jeg relativt godt igennem – kræften var i hvert fald væk - men i 2013 kom så en ny kræft i bughulen, som var uhelbredelig. Jeg har forskellige senfølger efter de 3 gange behandlinger, men den, jeg bøvler mest med, er psyken.

Min uhelbredelige kræft i bughulen er gået i stå. Der var vækst i kræften i sommeren 2017 – ellers har den stået stille siden afslutning af kemo i maj 2014. Det, synes jeg, er et lille mirakel.

Men risikoen for, at kræften vokser igen, ligger der jo permanent. Det skal psyken lære at leve med. Og jeg arbejder meget med psyken for at have det gode liv, som jeg ønsker mig. Nemlig det bedste liv, jeg kan forestille mig, så længe som muligt.
Jeg bruger flere forskellige metoder. Jeg har konstant fokus på de positive ting i mit liv. Jeg prøver at styre tankerne. Jeg vil ikke bruge tiden på noget negativt – jeg VIL vende mig mod alt det gode, jeg har i mit liv.

Jeg snakker meget med mine netværk indenfor kræftområdet. Det hjælper utroligt meget at få tingene sagt igen og igen. Angsten bliver lidt mindre for hver gang, man fortæller om det. Mine netværk er uundværlige.

Jeg går regelmæssigt til psykolog. Jeg har nemlig vedtaget med mig selv, at ligesom jeg jævnligt går til kontroller på sygehuset med sygdommen – ja så går jeg også regelmæssigt til psykolog.

Jeg visualiserer en del. Når tingene brænder lidt sammen for mig, og jeg sidder i sofaen næsten i panik – ja så tænker jeg tilbage. Jeg sidder på en veranda i en gyngestol. Solen skinner på mit ansigt. Jeg kan mærke brisen på kinderne. Jeg kan høre græsset gro. Fuglene synge. Vandet risle. Skyerne driver stille forbi. Jeg lader alle indtryk gå helt ind i hjertet og maven – og falder til ro.

Taknemmeligheden fylder meget hos mig. Jeg er så glad for at være i live og for at være her.

Hvad hjælper dig med dine senfølger?

Vi er mange, der døjer med senfølger, så lad os stå sammen og hjælpe hinanden ved at dele vores gode råd og erfaringer med at mindske senfølgerne. Hvordan håndterer du dine senfølger, og hvad hjælper for dig?

Fortæl hvad der hjælper for dig

Vil du tale med andre, der kender til livet med senfølger?

I Senfølgerforeningen har vi netværksgrupper, hvor du kan snakke og dele erfaringer med andre, der har senfølger. Her støtter og hjælper vi hinanden med at håndtere livet med senfølger.

Find en netværksgruppe nær dig

 
Modtag vores nyhedsbrev

Vi sender nyhedsbreve ud til vores medlemmer ca. hver anden måned. Her kan du f.eks. læse om de seneste nyheder på senfølgeområdet og se en oversigt over vores kommende arrangementer og aktiviteter.

Ja tak, tilmeld mig