Medhold i hver sjette kræftklage

04-09-2013
Når patienten føler sig utilstrækkelig undersøgt af lægen eller oplever, at der ikke bliver reageret på prøvesvar, kan det få så alvorlige konsekvenser for kræftramte, at de efterfølgende vælger at klage. - Klagerne dokumenterer, at vi har brug for sikrere arbejdsgange på flere områder, ligesom der er et stort behov for bedre information om risici til patienterne forud for f. eks. operation, siger overlæge i Kræftens Bekæmpelse Henriette Lipczak.

I hvert sjette klagepunkt, indgivet over hændelser i forbindelse med kræftbehandlingsforløb, har klageren fået medhold. Det viser en ny analyse fra Kræftens Bekæmpelse, der med bidrag fra Patientombuddet for første gang har analyseret kræftpatienters klager med henblik på at indkredse, hvor der skal sættes ind for at undgå lignende hændelser fremover.

Det drejer sig om utilstrækkelige undersøgelser og viderehenvisning af patienter til yderligere udredning eller behandling. Desuden er der eksempler på mangelfuld fortolkning af og i visse tilfælde efterfølgende reaktion på undersøgelses- og prøvesvar. I andre sager knytter problemerne sig til ufuldstændig dokumentation i journalen, hvor der eksempelvis ikke står noget om, hvilken information og behandling der er givet til patienten.

Patienten skal kende risici
-Oplysninger til patienten om mulige risici og komplikationer forud for f.eks. en operation er vigtige og afgørende for, at patienten sammen med lægen kan beslutte, hvilken behandling der bedst matcher den enkeltes ønsker og behov. Det er også af stor betydning for patientens vurdering af behandlingsresultatet, siger overlæge Henriette Lipczak, Kræftens Bekæmpelse og fortsætter:

Forældede arbejdsgange
-Overordnet må vi konkludere, at der er behandlingsforløb, hvor indsatsen ikke har været optimal. Det kan både dreje sig om fejlskøn eller om arbejdsgange, der i et elektronisk samfund virker forældede. Prøvesvar, der forsvinder eller henvisninger, der bliver væk, burde kunne undgås ved hjælp af ny teknologi.

Bedre patientinformation

Ifølge Henriette Lipczak er det vigtigt, at kommunikationen med patienterne og deres pårørende konstant er i fokus.

-Når man befinder sig i en form for choktilstand, som de fleste patienter og pårørende naturligvis gør, sker det ofte, at det meste af, hvad lægen har sagt, er glemt i samme øjeblik, man er ude af døren igen. Vi har set problemet i andre sammenhænge og nu også i klagesagerne, hvor mange patienter klager over mangelfuld information.

Ny teknologi
Brug af ny teknologi kan ifølge Henriette Lipczak medvirke til at forbedre kommunikationen.

Optagefunktioner på smart-phones og information som lyd, billeder eller film som supplement til lægens mundtlige forklaring, kan formentlig reducere nogle af de mange misforståelser og efterfølgende klager.

Nyt klagesystem

Analysen er netop sendt ud til alle kræftbehandlende afdelinger i hele landet med henblik på at inspirere til forbedrede og mere patientsikre arbejdsgange.

I 2011 trådte et nyt klagesystem i kraft. Det ene er Patientombuddet, der behandler klager over behandlingsforløb og klager over manglende overholdelse af visse patientrettigheder. Det andet er Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der behandler klager over sundhedspersoner.

Læs mere:

Klager på sundhedsområdet

 
Modtag vores nyhedsbrev

Vi sender nyhedsbreve ud til vores medlemmer ca. hver anden måned. Her kan du f.eks. læse om de seneste nyheder på senfølgeområdet og se en oversigt over vores kommende arrangementer og aktiviteter.

Ja tak, tilmeld mig