Jeg kan kun få meget begrænset rejsning - vil du anbefale penispumpe, penisring og massageapparat?

11-11-2020

Spørgsmål:

Jeg fik fjernet prostata ved nervebevarende operation, for godt 2 måneder siden. Jeg anvender fortsat ble, men er stort set tør om natten, og når jeg holder mig i ro. Jeg kan opnå orgasme ved fysisk og psykisk påvirkning, men med meget begrænset rejsning. 

Jeg tager piller (Tadafil) 3 gange om ugen. Har endnu ikke forsøgt at have sex med min partner. 

Vil du anbefale indkøb af penispumpe, penisring og massageapparat? 

Svar:

Kære Du, mand som er blevet opereret for prostatacancer v/ en nervebevarende operation.

Mange tak for dit spørgsmål omhandlende, om du skal indkøbe penispumpe, penisring og massageapperat. 

Da du skriver dit spørgsmål, er det ca. 2 måneder siden, du er blevet opereret, så det er, hvis du spørger mig, ikke ret længe siden. Derfor ved jeg godt, at det for rigtig mange mænd er både vigtigt og forløsende at finde frem til, at deres rejsning efter en prostata-operation fortsat fungerer, som den plejer, og samtidig rammer det hårdt, hvis tilfældet er, at dette så ikke kan lade sig gøre.

Du oplyser, at du tager Tadalafil (receptpligtigt præparat, som kan øge blodtilførslen til penis og dermed forbedre rejsning) og, at du efter operationen allerede har oplevet orgasme ved fysisk og psykisk påvirkning, men med meget begrænset rejsning. Undersøgelser tyder på, at man nemmere kan genvinde evnen til at få rejsning, hvis man får rejsningsfremmende medicin hurtigt efter en nervebevarende operation - så der er du dækket ind.

Jeg vil lige sige……. Hvor dejligt for dig / jer, at du har oplevet orgasme fysisk og psykisk efter din operation. Det er faktisk ingen garanti, selvom man tager rejsningsfremmende midler.

Når du skriver, at du endnu ikke har forsøgt at have sex med din partner, tolker jeg det som, at I ikke har forsøgt samleje. Jeg forestiller mig, at I har prøvet jer frem med anden sex end samleje, og du derved har opnået dine og fysiske og psykiske orgasmer. Men måske er det tolket forkert. Måske har du haft disse oplevelser med dig selv: at du har prøvet dig frem uden, at din partner har været til stede. Det er ikke til at vide, - og begge muligheder har lige rigtigheder. Det er jo altid godt at prøve sig frem - alene eller med en partner.

Så når du oplever, at din rejsning efter operationen er begrænset, og du skriver og spørger om, du skal købe penispumpe, penisring og massageapparat? Så er mit svar både Nej og Ja.

Allerførst er det godt, at du eller I er i gang. Mange steder er beskrevet, at det er en fordel at bestræbe sig på at være seksuel aktiv, når vævet er helet, hvilket selvfølgelig kan være individuelt, men almindeligvis fra 2-6 uger.   Næst, så igen dejligt at høre, at du har oplevet både fysisk og psykisk at nyde. Kræftens Bekæmpelse har lavet en side med titlen ”Seksualitet efter behandling af prostatakræft” - kender du den? Her nævnes forøvrigt både penisring og penispumpe. Måske det vil afklare dine overvejelser at læse på siden. Jeg vedhæfter dig til linket:

https://www.cancer.dk/prostatakraeft/at-leve-med-prostatakraeft/seksualitet-prostata-kraeft/ 

Når jeg i starten af mit svar skriver, at det i mit perspektiv er kort tid siden, du er opereret, så har det selvfølgelig en årsag. Du gør faktisk det, man råder til. Når det er sagt, vil jeg dele med dig, at mange prostata opererede mænd, jeg gennem årene har talt med, ofte kan berette, at de faktisk har oplevet en rejsningsændring til det bedre efter både et til to år. Så når du er forholdsvis ”nyopereret”, kan det måske være en god ide at fortsætte med at gøre det du/I gør – MEN OGSÅ have tid til tålmodighed. Nyd det der allerede kan lade sig gøre og prøv at lade sind og krop / rejsning få lidt tid. Måske er du en af dem, hvor der stadig er bedring efter et til to år. 

Afslutningsvis lige lidt tekst omkring massageapparater:

Et massageapparat findes jo i en lang række udformninger, kvaliteter og kan anvendes meget forskelligt. Ved køb og anvendelse af massageapparat med vibrationer, der kan indstilles fra milde til mere kraftige vibrationer, kan man forstærke stimuli både i og omkring sine kønsorganer, men også på alle andre steder af kroppen. Der er ingen garanti for, at det laver en rejsning længere eller større, men det kan være en stor hjælp og også et anderledes, sjovt og for nogle måske et nyt indslag i det intime / seksuelle liv. Mange bruger massageapparatet sammen i parforholdet, mens andre anvender det alene - eller både og. Du kan jo købe nærmest alt online, men jeg vil nævne for dig, at der efterhånden i de fleste sexbutikker faktisk er mulighed for at få en seriøs og professionel vejledning. De ved rigtig meget om de produkter, de sælger. 

Men som med alt anden elektronik,- må man prøve sig frem. Som en ældre Herre sagde ved et indslag, jeg afholdte i en Mandegruppe: ”Jamen det er da ligesom at købe en ny skruemaskine. Når man efter et par gange får købt den rigtige, - så køber man efterfølgende altid den samme.

Jeg ønsker dig godt på vej og vil understrege, at du er så meget på vej.

Tak for din henvendelse.

Mange hilsner fra Susanne

 
Modtag vores nyhedsbrev

Vi sender nyhedsbreve ud til vores medlemmer ca. hver anden måned. Her kan du f.eks. læse om de seneste nyheder på senfølgeområdet og se en oversigt over vores kommende arrangementer og aktiviteter.

Ja tak, tilmeld mig