Hej!
Jeg blev færdig med mit studie her i juni i år og er nu på dagpenge (fuldtidsforsikret).
Min tvivl og tanker går på, at jeg i løbet af praktikker på mit studie desværre nok må erkende, at jeg ikke kommer til at arbejde fuld tid (jeg har ikke prøvet at arbejde fuld tid, efter jeg var syg som 19 årig). Her er det især træthed, som bliver den største udfordring ift. et fremtidigt job. Min sidste praktik på studiet var på deltid / 25 t/ugen (i 10 uger) med 21 timer på praktikstedet og 4 timer hjemmearbejde. Det gik lige, men der ikke meget overskud til andet, når dagen var omme.
Nu er mit dilemma så, at jeg ikke lige kan gennemskue, hvad jeg skal gøre. Jeg er bange for at blive "fanget" / komme i klemme i systemet, hvis jeg går til A-kassen (som jo nok vil sige, at jeg ikke kan være hos dem jvf. deres regler). Og hvad angår kommunen kender jeg folk, som netop er i "klemme", fordi kommunen ikke ved, hvad de skal stille op med unge mennesker, som tydeligvis ikke kan arbejde fuld tid, men samtidig udmiddelbart er for raske til fx fleksjob.
Min egen plan har hidtil været, at jeg gerne vil klare mig selv og forsøge at finde et deltidsjob, men nu er jeg er alligevel i tvivl, om det er den rigtige vej at gå. Hvilke muligheder har jeg ellers?
Hej,
Tak for dit spørgsmål og beklager den lange svartid – jeg har tilladt mig at afholde lidt ferie, hvorfor min respons først kommer nu.
Det er nogle fornuftige overvejelser du gør dig, men jeg kan ikke lade være med at forholde mig til det på to måder: hhv. jobcentrets anskuelse af sådan en problemstilling og det rent menneskelige synspunkt, hvorfor du vil få mine uforbeholdne overvejelser i dit spørgsmål. Jeg forsøger at gøre det overskueligt i nedenstående:
Ifht. Din tanke om, at du åbentlyst ikke kan arbejde fuld tid, vil jeg gerne prøve at udfordre dig lidt på den tanke. Angivet, så har din sidste beskæftigelse været 25 timer i et praktikforløb på 10 uger, hvilket om muligt ikke kan direkte overføres til et arbejdsliv. Praktik er tidspresset, en læringskurve og som oftest skal der falde et produkt i enden af dette forløb. Her skal du altså både indgå på en arbejdsplads, lære nye mennesker, arbejdsgange, en virksomhed og ideologier at kende, samtidig med, at du skal perspektivere dette til noget læring, teori og et resultat af noget. Dertil er dette en “test” for dig og dermed findes der bevidst/ubevidst et pres/stress, som påvirker ens sanser, energi og overskud.
Jeg kan også tilføje meget direkte, at det ER hårdt at arbejde fuld tid – endnu sværere er det, at være ny og skulle lære en masse ting. Af egen erfaring, så tager det 3-4 mdr., at være “med”, når man starter på et nyt arbejde. Dette uanset om man er gammel i gårde eller helt grøn fra studie. Det er muligt, at du faktisk kan mere end du tror – og vi ved det ikke, før at det er afprøvet.
Jf. Ovenstående vil jeg gerne udfordre dig på følgende:
Med dét in mente, så skal det ikke læses som, at jeg stiller spørgsmålstegn ved din opfattelse, men derimod stiller dig nogle spørgsmål, som kan udfordre din egen opfattelse – nogle spørgsmål, som jeg ofte stiller folk for at udfordre deres egne forventninger, deres forhold til samfundspres, normer og forestillinger. Og spørger du 90% af dem, så ville de gerne have haft de spørgsmål tidligere i deres arbejdsliv. Jeg gør det fordi, at jeg alt for ofte møder mennesker, som har fået skabt nogle vanvittigt høje forventninger til dem selv og hvor frygten for at fejle, ikke kunne indfri dem, føle sig utilstrækkelige inden de overhovedet har forsøgt faktisk hæmmer dem mere end deres helbred.
Dette er blot lidt stof til eftertanke og forhåbentlig et andet perspektiv at kaste over dine overvejelser, inden at du vælger din vej i dit arbejdsliv.
Ifht. En nedsat arbejdsevne, så er denne først en reel udfordring, når der foreligger en lægelig vurdering heraf og dernæst, når det er påvist, at der er et funktionstab – i al fald, når vi snakker “system”. Det vil sige, at alt andet er afprøvet, hvorfor det kan konkluderes, at dit funktionsniveau ikke kan afhjælpes af behandling, hjælpemidler, skånehensyn eller andre foranstaltninger.
Til dette kan jeg tilføje, at du kan godt stille dig til rådighed i a-kassen, såfremt du oplyser om, at du selv har taget et valg om at arbejde på nedsat tid. Du er nu engang ene og alene den eneste, som kan bestemme hvilke jobs på x-antal timer, som du søger.
Viser det sig, at disse ting ikke kan fordre en arbejdsevne, som du kan være selvforsørgende af, kan der afsøges andre muligheder og der vil sættes andre foranstaltninger i værk, som vil have et mere afklarende sigte ifht. din arbejdsevne.
At lande i “systemet” og sidde “i klemme” er en reel mulighed, men det er ikke den eneste - heldigvis. Ledighedssystemet er ret fornuftigt skruet sammen efterhånden og i dag er Jobcentrene meget mere kompetente til at kigge i løsninger og opkvalificeringer, fremfor parkeringer. Er der tvivl om din arbejdsevne, vil man straks kigge i muligheder og løsninger, men det er ikke helt “gratis” på den menneskelige konto, da disse forløb kan tage lang tid (og med rette).
For at opsummere, så kan du sagtens vælge at tage et arbejde på 25, 28, 30 eller 35 timer og dermed forsørge dig selv. Det vil være min klare anbefaling at starte der og så tage det stille og roligt, acceptere at ting tager tid, at det er hårdt, og tingene ændrer sig. Hvis du ikke finder mere og mere ro i det efter 3-4 mdr., vil jeg søge råd ved min læge, som er din største hjælp ifht. dit helbred. Vurderer I to sammen, at der er noget, som ikke er foreneligt med et ordinært arbejde på deltid, så skal i gå i dialog om, hvad der så skal ske – skal du tænke i andre baner på dit arbejde? Gå i dialog med din chef om nogle ændringer? Eller skal du skifte branche, arbejdsopgaver eller andet? Måsle du har hængt i og skal sygemeldes, for at komme ovenpå og den vej finde din hylde? Det er svært at gisne om, men sikkert er, at du skal prøve noget for at blive klogere. Gerne med tålmodighed og sindso i, at Rom ikke blev bygget på en dag og nogle ting tager tid. Det tror jeg helt personligt, er en fornuftig indstilling til det og så kan du altid vurdere hen af vejen.
Det er store overvejelser og oplever du ikke, at du helt fik svar på netop dét, som du ledte efter, så er du velkommen til at skrive igen og bede mig ringe dig op. Jeg håber, at du lykkedes og får et fantastisk arbejdsliv uanset, hvor du ender. Og at du med ro i maven kan gå med din første indskydelse (mavefornemmelse er aldrig helt dumt at følge) og ser, hvad der sker.
Al held og lykke fremadrettet,
Rebecca
Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.
Vi sender nyhedsbreve ud til vores medlemmer ca. hver anden måned. Her kan du f.eks. læse om de seneste nyheder på senfølgeområdet og se en oversigt over vores kommende arrangementer og aktiviteter.