Gennem møder med ligesindede, udvalgte på sygehuset og faste aftaler beskytter jeg mig selv fysisk og psykisk
De sidste 20 år har mit liv været fyldt med sygdom: kræftknuder i begge mine bryster, spredning af kræften til andre organer i min krop (metastaser), og jeg lever nu med flere senfølger og følgesygdomme. Det er en stor fysisk og psykisk belastning for mig, så jeg har brug for at ”beskytte mig selv”.
Jeg bruger nogle strategier:
På sygehuset:
Når jeg bliver indlagt ”spotter” jeg, hvem fra personalet, der kan blive mine allierede. Jeg bruger min mavefornemmelse og finder på den måde frem til, hvem der har ressourcer til at forstå mig. Jeg holder bevidst en god kontakt til ”de udvalgte” - og det bliver dem, jeg fortæller om mine problemer.
Når en uerfaren skal passe mig, gør jeg alt jeg kan for ikke at stresse ham/hende.
Hvis hun skal stikke mig, vil jeg smile til hende, lukke mine øjne og gentage inde i mig selv: ”Du kan godt, - du kan godt, - du kan godt”.
Til fester:
Når samtaleemnet er ”hvad laver du så?”, - så fortæller jeg om min uddannelse. Jeg oplever, at andre kan blive pinligt berørt, når de får at vide, at jeg er i fleksjob på grund af sygdom. Jeg har ikke altid overskud til at håndtere en pinlig situation, - så jeg gør altid, hvad jeg kan, for at undgå dem.
Jeg har en fin aftale med min partner om, at vi tager hjem, når den første af os ønsker det. Det fungerer rigtigt godt for os.
Hverdagen:
Jeg har brug for alene tid og helst max 2 aftaler pr. dag.
En gang hver måned mødes jeg med ligesindede i en netværksgruppe. Her giver vi hinanden tips, og vi støtter hinanden, så det bliver lettere at takle hverdagens problemer.
Jeg har en stor samhørighedsfølelse med netværksgruppen. Jeg føler mig helt normal, når vi er sammen. Vi er i samme båd.
Når jeg har brug for at blive trøstet:
Jeg har fundet en metode, hvor jeg kan trøste mig selv. Jeg visualiserer og forestiller mig det barn inden i mig, som er ked af det. Nogle gange er det en baby og andre gange et barn på 2 til 3 år eller måske et barn på 6 til 8 år, som dukker op i mine tanker.
Hvis det er en baby forestiller jeg mig, at jeg tager hende op i mine arme og vugger hende frem og tilbage. Hvis det er en pige på 2 til 3 år vil jeg stryge hende over ryggen og nynne stille. Pigen på 6 til 8 år vil jeg holde tæt ind til min krop og tale beroligende til hende.
Jeg bliver ved med at trøste til barnet er faldet til ro.
Det virker for mig. Bagefter føler jeg mig mere rolig og mere i balance med mig selv.
Hvad hjælper dig med dine senfølger?
Vi er mange, der døjer med senfølger, så lad os stå sammen og hjælpe hinanden ved at dele vores gode råd og erfaringer med at mindske senfølgerne. Hvordan håndterer du dine senfølger, og hvad hjælper for dig?
Vil du tale med andre, der kender til livet med senfølger?
I Senfølgerforeningen har vi netværksgrupper, hvor du kan snakke og dele erfaringer med andre, der har senfølger. Her støtter og hjælper vi hinanden med at håndtere livet med senfølger.