Nu er vores opdaterede kortlægning af specialiserede senfølgetilbud klar!
Senfølgerforeningen har opdateret og udvidet sin landsdækkende kortlægning fra 2023. Nu har vi samlet oplysninger fra 28 specialiserede tilbud til borgere med kræftsenfølger.
Kortlægningen omfatter 19 senfølgeklinikker, syv regionale tværfaglige smertecentre og to social- og arbejdsmedicinske tilbud.
Den giver et samlet overblik over, hvem tilbuddene er målrettet, hvordan man bliver henvist, og hvilken behandling og støtte de tilbyder.
Kortlægningen viser samtidig betydelige forskelle mellem tilbuddene og giver et godt grundlag for at følge udviklingen på området.
Det er et øjebliksbillede, og vi har ikke nødvendigvis fået alle relevante tilbud med. Derfor hører vi meget gerne fra andre klinikker og afdelinger, der arbejder med specialiseret udredning, behandling og hjælp til borgere med kræftsenfølger.
På kortlægningens hovedside kan du udforske alle 28 tilbud, læse sammenfatningen af hovedresultaterne og downloade den samlede kortlægning i en printvenlig version. Se kortlægningen her.