Grønland og Danmark: kræftrelaterede senfølger
I disse uger befinder Grønland sig i en vanskelig situation med øget international opmærksomhed og pres. For mennesker, der lever med kræft eller kræftsenfølger, kan usikkerhed og uro være en ekstra belastning i en i forvejen krævende livssituation.
Fra Senfølgerforeningen ønsker vi at sende vores støtte til grønlandske borgere, patienter og pårørende. Samtidig vil vi pege på betydningen af stabile og sammenhængende sundhedsforløb, også i tider, hvor andre dagsordener fylder meget.
Den aktuelle internationale debat om Grønland giver anledning til at minde om noget mere jordnært og konkret: det langvarige samarbejde mellem Danmark og Grønland på sundhedsområdet, særligt på kræftområdet og betydningen af sammenhængende forløb for mennesker, der lever med og efter kræft.
Senfølgerforeningen støtter op om, at Grønlands fremtid tilhører grønlænderne selv. Samtidig ønsker vi at pege på, at der på sundhedsområdet allerede eksisterer et tæt og nødvendigt samarbejde, som har stor betydning for mange menneskers liv og helbred.
Kræftbehandling på tværs af Grønland og Danmark
Grønlands geografi og befolkningsgrundlag betyder, at mange grønlandske borgere med kræft har behov for udredning og behandling i Danmark. Det gælder blandt andet adgang til specialiseret kræftbehandling, som ikke kan varetages lokalt.
Samarbejdet mellem Grønlands sundhedsvæsen og det danske sundhedssystem er derfor afgørende for, at patienter får rettidig og relevant behandling – og for, at behandlingsforløb kan gennemføres med faglig kvalitet og kontinuitet.
Senfølger og behovet for sammenhængende rehabilitering
For mange stopper udfordringerne ikke, når kræftbehandlingen er afsluttet. En betydelig del lever efterfølgende med kræftsenfølger, som kan påvirke funktionsevne, arbejdsliv og livskvalitet i mange år.
Derfor er det væsentligt, at forebyggelse af senfølger indgår som en integreret del af kræftforløbet.
Hvis en grønlandsk patient opholder sig i Danmark i en længere periode i forbindelse med behandling, bør forebyggende indsatser og rehabilitering kunne iværksættes i et kommunalt rehabiliteringstilbud, som fx. Center for Kræft og Sundhed, København. Hvis patienten vender tilbage til Grønland umiddelbart efter behandling eller bliver behandlet lokalt i Grønland, bør rehabilitering og opfølgning iværksættes dér, tilpasset lokale rammer og muligheder.
En mere sammenhængende tilgang kan bidrage til at reducere belastende senfølger og skabe bedre forløb på tværs af sektorer og lande. Derfor er det væsentligt, at samarbejdet om indsatsen fortsat udvikles, så også grønlandske borgere med kræftrelaterede senfølger får adgang til forebyggelse, udredning og behandling.
Samarbejde med Neriuffiit Kattuffiat og Kræftpatienternes Hus i Nuuk
Senfølgerforeningen tog sidste efterår initiativ til et samarbejde med den grønlandske patientforening @Neriuffiit Kattuffiat, ved sekretariatsleder Bent Møller i det nyetablerede Kræftpatienternes Hus i Nuuk, som er et rådgivnings- og støttecenter for kræftpatienter og pårørende. Formålet er at dele viden og erfaringer om livet med og efter kræft, herunder senfølger, og at styrke støtten til patienter og pårørende.
Vi ser et potentiale i at udveksle faglige materialer, erfaringer og tilgange – med respekt for, at indsatser skal tilpasses lokale forhold og prioriteringer.
Sundhed som et fælles ansvar
Samarbejdet mellem Grønland og Danmark på kræftområdet viser, hvor vigtigt det er at tænke sundhed, rehabilitering og opfølgning i sammenhæng. Klare aftaler, faglig koordinering og løbende dialog er centrale elementer, hvis mennesker med kræft og kræftrelaterede senfølger skal opleve sammenhæng i deres forløb.
For Senfølgerforeningen er fokus, at borgere – uanset bopæl – får adgang til viden, forebyggelse og støtte, som kan bidrage til et bedre liv med og efter kræft.
Vi står til rådighed for støtte og sparring for Neriuffiit Kattuffiat, i forbindelse med det arbejde, der gøres for grønlandske borgere med og efter kræft.