Mai Mercado bliver ambassadør
Senfølgerforeningen er både glade og stolte over, at folketingsmedlem Mai Mercado har sagt ja til rollen som foreningens første ambassadør for de mange tusinde danskere, der lever med og efter kræft.
Senfølgerforeningen er både glade og stolte over, at folketingsmedlem Mai Mercado har sagt ja til rollen som foreningens første ambassadør for de mange tusinde danskere, der lever med og efter kræft.
Som ambassadør vil Mai Mercado være øjne og ører for de mange danskere, der oplever senfølger. Hun vil bidrage til at sætte fokus på, hvordan vi sikrer bedre information, samtaler og støtte allerede tidligt i kræftforløbet – og på, at rehabilitering og forebyggelse af senfølger bliver en naturlig del af kræftindsatsen.
Mai kan bringe sine egne erfaringer i spil, når tiden er rigtig – og vil med sin position, stemme og indsigt bidrage til at skabe bedre vilkår for de mange, der lever med kræft og senfølger.
Mai Mercado udtaler:
”Jeg er stolt over at Senfølgerforeningen har spurgt, om jeg vil være ambassadør, og jeg glæder mig til at sætte fokus på senfølgerne ved kræft. Selvom jeg er i starten af mit kræftforløb, så står det klart for mig, at en kræftdiagnose ikke længere er et spørgsmål om at overleve kræft - men også et spørgsmål om hvilket liv man får efterfølgende. Jeg vil derfor i mit kræftforløb sætte fokus på de følgevirkninger og senfølger der kan opstå på grund af kræft”
Charlotte Hammer, formand for Senfølgerforeningen: “Når man får kræft, bliver man pludselig medlem af en klub, som ingen har ønsket at være en del af. Men vi er allerede over 400.000 danskere i den klub, og vi har brug for et langt større fokus på forebyggelse og håndtering af kræftsenfølger. Når Kræftplan V nu skal udmøntes, er det afgørende, at senfølger bliver tænkt ind helt fra starten af behandlingen. Senfølger skal forebygges, så langt færre danskere mister livskvalitet og funktionsevne. Med Mai som ambassadør får vi en stemme, der kan vise, hvor indsatsen lykkes – og hvor vi som samfund skal gøre det bedre.”
Yderligere oplysninger:
Charlotte Hammer, formand for Senfølgerforeningen
Tlf.: 26 46 47 18
Mail: charlotte@senfoelger.dk
Om Senfølgerforeningen:
Senfølgerforeningen er en landsdækkende patientforening, der arbejder for, at kræftsenfølger bliver forebygget, udredt og behandlet. Foreningen repræsenterer over 400.000 danskere, der lever med og efter kræft, og tilbyder viden, vejledning og fællesskab til danskere med senfølger og pårørende.
Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her. Vi sender nyhedsbreve ud ca. hver anden måned. I nyhedsbrevet kan du få et overblik over nyheder inden for senfølge området, samt få et overblik over vores tilbud og arrangementer. Du kan altid framelde nyhedsbrevet.