Når hjælpen ændrer sig – ny model for en bedre overgang
Når unge med sygdom eller handicap bliver 18 år, sker der store ændringer i deres liv – og i deres støtte. Mange familier oplever, at kendte kontaktpersoner forsvinder, at reglerne ændres, og at hjælpen pludselig skal søges på ny. For unge med kræftrelaterede senfølger kan det være en særlig sårbar tid: behandling og opfølgning flytter ofte fra børne- til voksenafdeling, mens de unge samtidig står midt i uddannelse, identitet og fremtid.
Derfor er det glædeligt, at Social- og Boligstyrelsen (2025) har udviklet en national model for bedre overgang til voksenlivet. Modellen giver kommunerne konkrete redskaber til at sikre, at de unge – og deres forældre – ikke står alene, når ansvaret for støtten skifter fra børne- til voksenområdet.
Fire kerneområder i modellen
- Fælles ansvar
Kommunen skal skabe klare rammer og faste samarbejdsaftaler på tværs af børne- og voksenområdet, så ingen unge eller forældre skal være deres egen koordinator.
- Fælles metode og systematik
Sagsbehandlere skal bruge fælles redskaber, sprog og planer, så overgangen bliver mere sammenhængende.
- Samarbejde med og støtte til familien
Familierne skal tidligt have viden om, hvordan hjælpen ændrer sig – fx tab af ydelser eller nye handlemuligheder – så de kan planlægge i tide.
- Inddragelse af den unge
Den unge skal mødes som et aktivt menneske med drømme, ønsker og håb – også hvis deltagelsen skal ske på andre måder end gennem møder og sagsgange.
Erfaringer og resultater
Evalueringen af modellen viser, at kommuner, som har arbejdet med modellen, oplever:
- Mere sammenhængende sagsgange
- Bedre samarbejde på tværs af afdelinger
- Mindre risiko for, at unge “falder mellem to stole.”
Samtidig viser evalueringen, at forældre og unge stadig oplever usikkerhed og manglende tryghed, når støtten bortfalder – især når overgangen indebærer tab af økonomisk eller praktisk hjælp. Det understreger, at organisatoriske modeller kun virker, når de følges op af ressourcer, ledelsesopbakning og respekt for familiens perspektiv.
Relevans for unge med kræftrelaterede senfølger
Unge, der lever med kræftrelaterede senfølger, har ofte mange af de samme udfordringer som andre unge med kronisk sygdom eller funktionsnedsættelse.
De har behov for, at overgangen fra børne- til voksenliv planlægges tidligt, at familien inddrages aktivt, og at der er klar sammenhæng mellem sundhed, skole, uddannelse og social støtte.
Modellen kan derfor bruges som inspiration – både i kommuner og i kræftrehabilitering – til at sikre, at ingen unge mister fodfæstet, når de fylder 18.
Når du står midt i overgangen – hvad kan du selv gøre?
Til den unge
Når du fylder 18, ændrer mange ting sig – både i hverdagen og i det offentlige system. Du kan gøre meget for at få en god start:
- Bed om at blive inddraget i god tid. Du har ret til at være med, når der skal planlægges, hvordan dit liv som voksen skal se ud.
- Fortæl, hvad der betyder noget for dig – hvad du håber, drømmer om og er nervøs for. Dine ønsker skal være udgangspunktet for planen.
- Spørg, hvem der er din nye kontaktperson, når du går fra børne- til voksenområde – og få det på skrift.
- Følg op: Bed om en plan eller oversigt, så du kan se, hvad der skal ske hvornår.
- Tag én ting ad gangen. Det er helt normalt, at det føles uoverskueligt – men du har ret til at blive støttet i processen.
For unge med kræftrelaterede senfølger kan det være ekstra vigtigt at tale med både læge, skole og kommune på samme tid, så alle ved, hvad du har brug for i overgangen.
Til forældrene
Når ens barn bliver voksen, ændrer rollerne sig – men jeres viden og støtte er stadig afgørende.
- Spørg tidligt ind til overgangen. Kommunen skal begynde planlægningen senest, når dit barn fylder 16 år.
- Bed om fælles møder, hvor både børne- og voksenområdet deltager – det er ikke jeres ansvar at samle trådene.
- Få klar besked om, hvad der bortfalder, og hvad der kan fortsætte – fx tabt arbejdsfortjeneste, aflastning eller støtteordninger.
- Del jeres erfaringer. Fortæl, hvad der virker i hverdagen, og hvad der skaber tryghed for jeres barn.
- Brug jeres netværk. Mange kommuner har nu ungeenheder eller familiekoordinatorer, som kan hjælpe med at samle tingene.
- Husk jer selv. Overgangen påvirker hele familien – det er en ny fase, ikke en afslutning.
Når økonomien ændrer sig
Når hjælpen bliver anderledes – økonomi i overgangen
Når unge med sygdom eller handicap bliver 18 år, ændres mange af de ordninger, som familien har været vant til.
For nogle betyder det tab af økonomisk støtte – for andre, at nye muligheder åbner sig.
For forældrene kan fx tabt arbejdsfortjeneste og aflastningsydelser ophøre, fordi de hører under Barnets Lov. Når barnet bliver myndigt, overgår ansvaret til den unge selv og til voksenområdet. Det kan give et økonomisk hul, indtil nye bevillinger eller ydelser falder på plads.
For den unge betyder det, at man nu selv kan søge støtte – fx merudgifter efter Servicelovens § 100 eller bostøtte efter § 85. Men mange ved ikke, hvordan man søger, eller hvilke muligheder der findes.
Modellen fra Social- og Boligstyrelsen anbefaler, at kommunen starter samtaler om økonomi allerede som en del af overgangsplanen, og at både forældre og unge får klar, skriftlig information om, hvad der ændrer sig.
Det vigtigste råd er at spørge tidligt – helst allerede, når den unge fylder 16 år:
- Hvilke ydelser stopper, når barnet fylder 18?
- Hvilke kan fortsætte, og hvad skal der søges om på ny?
- Hvem kan hjælpe med at søge støtte som voksen?
For unge, der lever med kræftrelaterede senfølger, er økonomien ofte tæt knyttet til sundhed, uddannelse og arbejdsliv. En tryg overgang kræver derfor, at kommunen, familien og den unge planlægger i fællesskab – både for at sikre økonomien og for at bevare stabiliteten i hverdagen.
Fakta: Hvad ændrer sig, når den unge fylder 18 år?
Overgangen til voksenlivet betyder ofte, at hjælpen skal søges på ny – og at ansvaret flytter fra forældrene til den unge selv. Det kan være forvirrende, men det er vigtigt at kende de typiske ændringer, så man kan planlægge i god tid.