Kommunen vil give mig 9.500 kr. i sygedagpenge, hvilket er meget mindre end min normale løn. Jeg er usikker og forstår det ikke - kan du hjælpe?

04-11-2021
Socialrådgiver Rebecca Lykke har svaret på dette spørgsmål.

Spørgsmål 

Hej Rebecca. 

Jeg har brug for et råd: 

Min løn stoppede og kommunen har i dag sendt mig beløbet på sygedagpenge fra dem - det er 9.500 kr. (jeg indbetaler til budget 9.000 kr. hver måned). Jeg blev chokeret, fordi jeg ved det lyder tøseagtigt, men min løn har været en hel del større. 

Det er meningen, jeg skal i praktik, så de kan vurdere, hvor meget jeg kan arbejde. I starten da jeg kom på kommunen snakkede min sagsbehandler om fleksjob, men det er ikke nævnt siden. 

Jeg er så usikker og kan ikke forstå min udbetaling. Vil du råde mig?

Svar

Hej, 

Mange tak for dit spørgsmål. Jeg forstår din frustration, da Sygedagpengeydelse som oftest er væsentligt lavere end en almindelig indkomst. Jeg kan desværre ikke rådgive dig ifht. din udbetaling, idet jeg ikke kender dine andre økonomiske forhold. Der er flere ting, som spiller ind i ydelsens størrelse, herunder din tidligere indkomst, eventuelle forsikringer/pensioner som udbetaler til dig mv. 

Du skal altid kontakte dit Ydelsescenter og forhøre dig om udregningen, hvis du har tvivl. De fleste kommuner har særskilte Ydelsesafdelinger, hvorfor den egentlige sagsbehandler ikke håndterer økonomien direkte. Ret henvendelse til Ydelsesafdelingen og bed om en specifikation.  

Hvis du oplever, det er svært, at få økonomien til at køre rundt - sådan er der desværre rigtig mange, som har det - så kan du søge råd og vejledning ifht. økonomiske støtteforanstaltninger ved netop Ydelsesafdelingen. Der findes forskellige hjælpe-lovgivninger, som kan understøtte en økonomisk - om du befinder dig i målgruppen, kan jeg desværre ikke afgøre, idet det afhænger af en konkret og individuel vurdering, hvor dine økonomiske forhold tages med ind i en helhedsvurdering. Mit sidste råd er, at gå i dialog med din bank om din aktuelle situation og hør, hvad de kan bistå dig i. 

Ifht. Fleksjob-delen, så er det meget sjældent, at man “sigter efter det”, idet det juridiske formål med samtlige indsatser i Jobcentret, som udgangspunkt, altid er ordinær beskæftigelse - det er først, når det er lægeligt afklaret og fysisk afprøvet i eks. en virksomhedspraktik, at man kan vurdere, hvorvidt arbejdsevnen er væsentligt og varig nedsat i sådant et omfang, at det ikke ses foreneligt med ordinært arbejde. Herefter kigger jobcentret ud i de andre målgrupper, herunder fleksjob, om du opfylder betingelserne herfor. Det kan være derfor, at du ikke har hørt det siden.  

Det skal nok vise sig, såfremt du ikke kan arbejde ordinært længere, og der vil i den forbindelse ske afklaring. Et pejlemærke er, at ordinære timer er fra omkring 20+ timer om ugen.  
 
Jeg håber dette som det mindste guider dig i den rigtige retning, og du får svar på dine spørgsmål.  

Al held og lykke fremover, 
De bedste hilsner, Rebecca

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver her