Jeg lider af senfølger efter lymfekræft og er pt. i ressourceforløb. Hvad kan det betyde for min sag, at jeg på papiret er "rask"?

23-10-2019

Spørgsmål 

Jeg er uddannet tandklinikassistent. I 2012 begyndte jeg at få smerter i brystkassen, blev tilknyttet lungemedicinsk på BBC og fra 2014 frem til nu lungemedicinsk på Gentofte. I årevis kunne de ikke finde ud af hvad det var jeg havde i begge lunger.

Forandringerne i lungerne blev 2015 anerkendt som arbejdsskade, men jeg fik ingen erstatning, da jeg ingen diagnose havde. Ultimo 2018 efter en CT-vejledt biopsi blev der konstateret, at jeg havde kræft. Lymfekræft i stadie 4. Hæmatologisk havde jeg haft kræften i årevis, inden det blev opdaget. Sagen i AES blev genoptaget, og jeg kæmper stadig. Jeg har fået kemoterapi og 17/10-2019 fået besked om, at kræften er væk.

Jeg er i ressource forløb med henblik på afklaring af arbejdsevne. Jeg har rigtigt mange senfølger.

Mit spørgsmål er, hvilken konsekvens kan dette med, at jeg nu er "helbredt " for kræften have for min sag? AES kan tolke dette som om jeg ingen form af mén har. Blodkræft er en form for kræft, som ifølge studier, kan give senfølger i årevis om ikke resten af ens liv.

Svar

Hej,  
 
Tak for din forespørgsel. Sikke en omgang og stærkt, at du hænger i! Jeg håber det bedste for dig i dit forløb og at tingene ender fornuftigt og holdbart. 

Hvad din nye status som “kræftfri” kan gøre for dit forløb, vil jeg ikke begynde at gisne om. Du har, efter din beskrivelse at vurdere, været i kontinuerlig kontakt med sygehusvæsen og lægefagligt personale, som har notatpligt, hvorfor dit forløb må forventes, at være veldokumenteret. Det, som man skal forholde sig til nu er, hvad du kan på aktuelle vilkår, tilstand og helbred.. Altså, hvordan din fysiske tilstand er aktuelt qua det forløb, som du har gennemgået. Det er uomtvisteligt, at behandling for kræft kan føre senfølger med sig, hvilket heldigvis er blevet anerkendt i sundhedsregi og i udbredt grad også i kommunalt regi. Dine udfordringer, påvirkninger og mén vil formentlig fremgå af de lægelige vurderinger og notater, som vil være til stede i din sag. 

Jeg vil altid opfordre til, at gå i dialog med egen læge om hvilke udfordringer, som du aktuelt har, således du er sikker på, at dette bliver dokumenteret af fagpersonale, såfremt du har tvivl herom. Derudover vil jeg råde dig til, at skrive ned hvilke udfordringer, som du oplever i dit hverdagsliv, således du selv har et overblik over din aktuelle funktionsevne – denne kan være effektiv til at måle fremgang på kang sigt også. Dette som en sikkerhedsforanstaltning, som du selv kan gøre dig ifht. Dit videre forløb. Det er dermed ikke sikkert, at der er behov herfor, men det er blot en god ide, at have in mente. 

AES er ret skarpe på det holistiske ifht. Kræftsygdommene, hvorfor jeg ikke vil råde dig til, at gøre andet end at deltage i de ting, som iværksættes derfra. AES er forpligtede til at indhente relevante lægelige oplysninger og sørge for, at sagen er veldokumenteret, således der kan træffes en valid afgørelse.  Såfremt, at der træffes en afgørelse, som du er lynende uenig i, kan du klage og anke sagen (læs evt. Mere om det her: https://www.aes.dk/da/Arbejdsskader/Information-til-fagforeninger/Klagemuligheder.aspx)  

Umiddelbart vil jeg råde dig til, at gøre det, som du nu kan i de tiltag, som er iværksat. Aktuelt går sagen ved AES, som den nu skal og vi må stole på, at de er professionelle og kompetente til deres arbejde - hvilket er min oplevelse, at de er, efter 5 år med samarbejde til AES. Deres vurdering kan vi ikke lave om på, den sag går, som den skal gå og de vil indhente de fornødne oplysninger ifht. sagens videre forløb. Dette må vi have tiltro til, i hvert fald indtil andet er bevist. Jeg vil råde dig til, ikke at bekymre dig unødvendigt, særligt ikke om ting, som du ikke kan styre alligevel. Den slags vurderinger er bundet på jurdiske regler og rammer, som er til for din retssikkerheds skyld – hvilket min oplevelse er, at de er dygtige til at følge ved AES.  

Hvis du absolut vil bemærke noget, vil jeg først søge egen læge og få en udtalelse derfra, hvilken du kan medsende til AES, således du på forhånd har dokumentationsgrundlag for din oplysning.  Det kan der umuligt ske noget ved.  
 
Jeg håber, at dette om ikke andet , kan give dig lidt ro og tiltro til, at dette nok skal forløbe retfærdigt ifht. De rammer og regler, som er på området.

Jeg ønsker dig tillykke med at være kræft-fri, hvilket er en sejr i sig selv. Resten af forløbet får du al held og lykke til at finde balancen i – og jeg håber, at det hele lander det rette sted. Al held og lykke til dig.  

De bedste hilsner

Rebecca

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver her