Har man flere fordele og højere udbetaling på den gamle førtidspensionsordning?

27-01-2023
Socialrådgiver Rebecca Lykke har svaret på dette spørgsmål.

Spørgsmål 

Jeg har et spørgsmål ang. førtidspension på nye og gamle regler hvor er der skattefrit beløb på den gamle og mange tilskud som, forskellige tillæg, herunder varmetillæg, helbredstillæg, personligt tillæg, boligydelse og bistands og plejetillæg.

På årsopgørelsen fremgår det ikke af den gamle pension at det også gives et skatte frit beløb på 6300 og derved får folk på den gamle pension også hjører boligsikring, har en søster på den gamle som desværre og har haft kræft. Hun har 6000 udbetalt mere end jeg på den nye og hun kan få div. tandlæge, fodbehandling, briller sov og kun på grund af at det det skattefrie beløb, jeg synes der urimeligt at folk på den nye ordning skal kæmpe med at søge og da bureaukrati i dette land vanskeliggøre det at søge tilskud på de nye regler som regler altid afslag og en vente tid på flere måneder og hvis man så skal anke også, tager det en krig og har mistet de tænder man endeligt gerne ville have hjælp til. 60 gange kemo, 40 stråler til lunge og hoved, 40 immunterapi og fjernet en kvart lunge har taget meget på mig.

Svar

Mange tak for dit spørgsmål.

Sikke en omgang, du har været igennem. Det er forståeligt og ikke mindst ganske naturligt, at en sådan livssituation har stor indflydelse på livet, men stærkt at du er opsøgende og nysgerrig fortsat.

Det er fuldstændig korrekt, at der er forskel mellem de to ordninger. Som du angiver, kan du på den nye ordning ansøge om enkeltydelse i forhold til uforudsete udgifter, medicin og sygebehandling samt flytning. Den gamle ordning har, som du også angiver, nogle helt andre rammer, beregningsgrundlag mv., som ikke eksisterer i dag.

I forhold til dit spørgsmål, forstår jeg at det omhandler tandlægehjælp, idet du oplever dig udfordret grundet tidligere kemo- og strålebehandling. Her har du mulighed for at søge tilskud til tandbehandling som aktuel eller tidligere kræftramt. 

Dette er et tilskud efter Sundhedsloven og skal søges via Regionen i samråd med din tandlæge. Jeg har tilladt mig, at indsætte nedenstående link hvor alle nødvendige og nyttige informationer om hvem der kan søge tilskuddet og hvordan oplyses: 

Tilskud til tandskader, som skyldes behandlingen - Kræftens Bekæmpelse (cancer.dk) 
 
Jeg håber dette kan hjælpe dig, samt at du fik svar på dit spørgsmål.

Såfremt jeg ikke har forstået dit spørgsmål korrekt er du meget velkommen til at rette henvendelse igen.

De bedste hilsner
Rebecca  
 

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Rebecca Lykke er tilknyttet Senfølgerforeningen og hjælper med at svare på de spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, du som patient eller pårørende ikke selv kan finde svar på.

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver her