Jeg har ikke haft rejsning, siden jeg fik fjernet kateter efter prostataoperation, hvad kan jeg gøre?

24-01-2022
Sexolog Susanne Duus har svaret på dette spørgsmål.

Spørgsmål:

Kære Susanne Duus. 

Jeg er en mand på 61, frisk og i god form. Jeg skriver, fordi jeg fik fjernet min prostata den 24. august 2021. Jeg gik herefter med kateder indtil 4. november 2021 (2 1/2 mdr) på grund af, at mit urinrør ikke ville vokse sammen. Jeg har nu været uden katederet i 6 uger. Jeg har endnu ikke haft rejsning, hvilket jeg havde let ved før operationen. Jeg havde før operationen et godt og aktivt seksualliv med min partner gennem mere end 30 år. 

Jeg har netop modtaget et brev om, at jeg kan deltage i et gruppeforløb omkring sexualitet ved sexologiskrådgivnimg Aalborg i august / september 2022. Det vil jeg gerne, men det er der jo meget lang tid til. 

På cancer.dk står der, at det er vigtigt, at man går i gang kort tid efter, man har fået fjernet sit kateder og så hurtigt som muligt efter operationen. Jeg laver knibeøvelser hver dag og er meget i hærdig, men lige lidt hjælper det. Skal jeg kontakte min egen læge for at få hjælp eller nogle piller?

Hvad gør jeg - jeg skal vel hurtigt i gang? Håber du kan hjælpe. 

Svar:

Tak for dit spørgsmål.

Først vil jeg ønske dig godt nytår.

Jeg kan godt lide den måde, du beskriver dig selv på, som værende frisk og i god form. Det er altid et godt udgangspunkt her i tilværelsen, men når det er sagt, så kan der pludselig optræde sygdom eller andet her i livet. Vi kan være nok så friske og i form, men vi vil alligevel opleve, at vores krop ikke evner det, som den kunne før sygdom, og i dit tilfælde operation.

Du oplyser, at du i august 2021 fik fjernet din prostata. Efterfølgende har du måtte gå med et urinkateter, men det har du fået fjernet for 6 uger siden. Dejligt du er kommet af med det.

Nu skriver du så, at siden kateteret er blevet fjernet, har du ikke haft rejsning.

Jeg kan ud fra dit spørgsmål ikke læse mig frem til, hvor meget du er orienteret om, hvad der er bevaret eller ikke bevaret af nervefunktion i forbindelse med din prostataoperation. Mon du på nogen måde kan fornemme, at din penis reagerer bare en anelse eller måske mere, når du berører dig selv? 

Det er helt rigtig, at det anbefales ”at gå i gang hurtigt” – rimelig tid efter operationen og fjernelsen af kateteret. Hos nogle kræver det en eller anden form for medicin. Det er udmærket, at du laver knibeøvelser. Bliv endelig ved med det, men med hensyn til rejsning eller ikke rejsning er det altid en god ide at stimulere sig selv eller få ens partner til det. Jeg kan forestille mig, at det kan være foruroligende for dig, såfremt du ikke oplever nogen form for reaktion fra din penis, men jeg ved jo ikke om det er således for dig.

Så hvad nu?

Du er inviteret til at starte i et gruppeforløb om seksualitet ved Sexologisk Rådgivning Ålborg, og du har takket ja. Rigtig godt. Så ved jeg, at du er i rigtig gode professionelle hænder.

Udfordringen er, at forløbet først starter til august 2022. Da det er lang tid at vente, vil jeg anbefale dig af forhøre dig hos din egen læge, om du skal have medicinsk hjælp for hurtigere at komme i gang/stimulere din rejsning. Da du nu har en plads på forløbet v/Sexologisk Rådgivning, kunne du også forsøge at kontakte dem, og sige at du lige har et spørgsmål, og godt kunne tænke dig at blive ringet op af en sygeplejerske. Man har jo altid lov til at spørge.

Jeg vil også lige tillade mig, at henvise dig til en artikel jeg faldt over i en gammel Jyllands-Post forleden fra d. 8. juli 2017. Jeg anbefalede den til en anden mand, hvis spørgsmål jeg besvarede forleden. Overskriften lyder: ”Findes der et sexliv efter prostatakræft? Ja, og det kan blive bedre end nogensinde”. Jeg synes selv den var ret inspirerende, og har tænkt mig snarest at læse den lille bog som manden/parret efterfølgende har udgivet med titlen ”Hold da kræft mand”.

Jeg vil ønske dig/Jer alt mulig held og lykke fremover, og håber I finder Jeres vej. En vej der vil være anderledes, men som sagtens kan byde på meget andet.

Mange hilsner fra Susanne