På vej med nye opfølgningsprogrammer for kvinder med kræft i underlivet

31-01-2014
De kontrolforløb, som kvinder med kræft i underlivet i dag får tilbudt, øger ikke deres overlevelse. –Vi skal væk fra tanken om, at alle skal tilbydes kontrol, men vi skal i stedet tilbyde individuel opfølgning/kontrol og individuel rehabilitering, eller sagt med andre ord: Rette hjælp til rette person, siger professor Ole Mogensen fra Odense Universitetshospital. Dansk Gynækologisk Cancer Gruppe og KIU – Patientforeningen for Kvinder med Kræft i Underlivet sætter i dag fredag den 31. januar fokus på blandt andet opfølgningsprogrammer på et symposium på Odense Universitetshospital.

De fleste kræftpatienter i Danmark bliver tilbudt et kontrolforløb efter endt behandling. Formålet er blandt andet, at lægerne skal opdage tilbagefald så tidligt som muligt, så de kan sætte ind med behandling og dermed øge chancerne for at redde patienten.

-Vi skal v

-Jeg forstår godt, at det giver stor tryghed for patienterne, at de bliver indkaldt til kontrol, men den kontrol, vi tilbyder i dag, øger desværre ikke overlevelsen. Derfor skal vi i stedet erstatte den nuværende ’kontrol’ med opfølgning, som rent faktisk kan hjælpe dem, siger professor Ole Mogensen fra Odense Universitetshospital.

Han er én af oplægsholderne på det symposium, som Dansk Gynækologisk Cancer Gruppe (DGCG) og KIU – Patientforeningen for Kvinder med Kræft i Underlivet i dag fredag den 31. januar holder på Odense Universitetshospital.

En arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen har netop lagt sidste hånd på deres forslag til, hvordan man fremover bør tilbyde opfølgning til kvinder med kræft i underlivet. Forslag, som Sundhedsstyrelsen nu skal arbejde videre med.

Individuel opfølgning og individuel rehabilitering

-Ressourcerne skal bruges rigtigt. De skal kanaliseres derhen, hvor der er behov for det. Det her handler ikke kun om økonomi, men også om mennesket. Vi skal væk fra tanken om at smide patienten i en scanner, tage blodprøver, når han/hun er til kontrol, men i stedet tænke rehabilitering i et bredere perspektiv, herunder livskvalitet, fastslår Ole Mogensen.

Det betyder ifølge Ole Mogensen ikke, at patienterne ikke længere skal scannes osv. Det, som skal afgøre det, er den kræftform, man har og sygdomsstatus. Det samme gælder de patienter, som skal have tilbud om specialiseret rehabilitering.

-Vi skal ikke have et tag-selv-bord, hvor man bare kan tage sig for af ’retterne’, men vi skal have en langt mere individuel tilgang til opfølgningen. Der er patienter, som skal følges, og der er nogen, som gerne vil følges, men der er bestemt også rigtig mange, der gerne vil slippe for at gå til opfølgning. Jeg møder tit og ofte kvinder, der siger, at jeg har det rigtig godt. Jeg ringer, hvis der er noget galt, siger Ole Mogensen.

Opfølgning hos egen læge

Ole Mogensen mener i øvrigt ikke, at det eksempelvis er ham, som skal tage stilling til, hvilken opfølgning patienten skal have.

-Opfølgningen bør ske hos egen læge, eller på, hvis man vælger at etablere såkaldte opfølgningsklinikker. Det vil kunne komme til at fungere rigtig godt. Og det vil spare så meget tid og mange ressourcer på de højt specialiserede hospitaler og gøre, at vi eksempelvis vil kunne behandle flere patienter hurtigere, siger han og tilføjer:

Og er der eksempelvis tegn på tilbagefald, så skal patienten fluks tilbage til ’os’, men ellers skal opfølgningen kunne finde sted i det regi. Vi tror fuldt og fast på, at det på alle måder vil skabe stor tryghed for kvinderne og være med til at give dem en bedre livskvalitet, for de får den opfølgning og støtte, som de selv har været med til at beslutte.

Hvert år får ca. 1.700 kvinder diagnosen kræft i æggestokkene, livmoder- og livmoderhalskræft.

På symposiet er der også et indlæg om, hvorfor kemoterapi virker godt på visse patienter, men ikke på andre samt en status på et forsøg DESKTOP III, der sammenligner behandling af kvinder med første tilbagefald af æggestokkræft med operation + kemoterapi i den ene arm og kemoterapi alene i den anden. Forsøget finder sted i flere lande, herunder, Sverige, Tyskland og Danmark.

Symposiet finder sted i dag fredag den 31. januar kl. 10.30 – 16.30 i Auditoriet i Winsløwparken 25, Odense Universitetshospital.

Krædt i æggestokkene

Kræft i livmoderen

Livmoderhalskræft