Artikel: "Implementering af opfølgning efter kræft i kommunerne"

31-07-2020
En artikel med hovedpointerne fra to studerenes speciale omhandlende kommunernes implementering af opfølgning efter kræft. Artiklen handler bl.a. om, at henvisninger til kommunen ikke forekommer så ofte, som de bør. Det gør, at kræftpatienter med fx senfølger ikke får den hjælp, de har brug for.

Implementering af opfølgning efter kræft i kommunerne

Artiklen er skrevet af: Susanne Nielsen & Kristianna Balle, Institut for Statskundskab, juni 2020, Københavns Universitet.

Følgende er en kort gennemgang af baggrunden for og hovedpointerne i det speciale i statskundskab, vi afleverede i maj 2020, med titlen: ”Er nært altid godt? Et kvalitativt single casestudie af kommunerne i Region Hovedstadens implementering af opfølgning efter kræft”.

Flere patienter overlever i dag deres kræftsygdom sammenlignet med for 10 år siden. Men overlevelsen har sin pris; op mod 50% af alle kræftpatienter får en form for senfølger efter deres kræftsygdom, hvoraf 30% af alle kræftoverleveres senfølger er behandlingskrævende (kilde 1). Behandlingen af senfølger er en del af opfølgningsdelen af de nationale kræftpakkeforløb. Udover behandling af senfølger, indebærer opfølgning også rehabilitering; både psykisk, fysisk, social, på arbejdsmarkedet og opsporing og behandling af ny kræftsygdom. Ydermere er det interessant i relation til behandlingen af senfølger, at kræftpatienterne systematisk er mindre tilfredse med deres opfølgningsforløb efter endt kræftbehandling, end de har været med deres kræftbehandlingsforløb.  

Den ovenstående forskel i tilfredshed gjorde, at vi har fundet det interessant at undersøge opfølgningsforløbet efter kræft. Vi har undersøgt opfølgningsforløbet efter kræft gennem 10 interviews; heraf 6 interviews med kvinder, der har senfølger efter brystkræft, to ledere på kommunale sundhedscentre, en repræsentant for de Praktiserende Lægers Organisation og en medarbejder i Region Hovedstadens sekretariat for det nære sundhedsvæsen. Vores interviews har vi analyseret ved brug af en teoretisk ramme; nemlig Søren Winter & Vibeke Nielsens integrerede implementeringsmodel. Modellen beskriver grundlæggende, hvordan politik (i dette tilfælde opfølgningen efter kræft) går fra at blive formuleret af politikere, til at de forskellige organisationer (praktiserende læger, hospitaler og kommuner) skal udføre den i praksis og til at borgerne, der har behov for opfølgning, ”møder” politikken i virkeligheden – et eksempel på et sådan møde kan være, når man som kræftpatient bliver henvist af egen praktiserende læge til det kommunale sundhedscenter eksempelvis til et genoptræningsforløb.

Kommunerne har det overordnede ansvar for at implementere opfølgningen efter kræft, idet de fleste indsatser i opfølgningsforløbet tilbydes af kommunerne. Kommunen er dog ikke alene om at varetage alle behandlingstilbuddene til de kræftpatienter, der har behov for opfølgning efter deres kræftforløb, eksempelvis grundet senfølger. Kommunen varetager derimod disse opgaver i samarbejde med hospitalerne og almen praksis, og kommunerne er i mange tilfælde afhængige af, at hospitalerne og lægerne i almen praksis henviser patienter, der har et behov for opfølgning efter deres kræftsygdom til kommunernes opfølgningstilbud.

Flere rapporter og artikler har dog kortlagt, at henvisningen af patienterne til kommunen ikke forekommer så ofte, som den burde (kilde 2). Dette resulterer i, at der er mange kræftpatienter med behov for hjælp, eksempelvis grundet senfølger, som ikke får den hjælp, de har brug for, hverken af kommunerne, hospitalerne eller af de alment praktiserende læger. Dette er selvsagt et stort problem for de mennesker, der har brug for hjælp, og derfor har vi undersøgt, hvordan det kan være, at hospitalerne og almen praksis ikke henviser kræftpatienterne i tilstrækkelig grad til kommunerne.

Overordnet set har vi fundet ud af, at der er to grunde til, at henvisningerne ikke forekommer i det omfang, som der er behov for, nemlig1) Knap tid og prioritering af opgaver, og 2) Tillid, anerkendelse og kendskab til kommunens tilbud. Vi argumenterer for, at de sundhedsprofessionelle på hospitalerne og i almen praksis har knap tid, og derfor må prioritere deres forskellige opgaver. Denne prioritering foretager de sundhedsprofessionelle ud fra nogle professionsnormer, og nogle økonomiske hensyn, hvor udfaldet er, at henvisningerne til kommunen ikke bliver prioriteret i så stort et omfang, som medarbejderne i de kommunale sundhedscentre kunne ønske sig. Vi argumenterer i vores opgave for, at de sundhedsprofessionelle ikke anser henvisningen som en del af deres kerneydelse, og da de heller ikke har noget stærkt økonomisk incitament til at udarbejde henvisningen, er der andre opgaver, som de sundhedsprofessionelle i en travl hverdag vil prioritere højere.

Den anden udfordring med henvisningerne er, at hospitalerne og de alment praktiserende læger ikke har kendskab til kommunernes tilbud. Denne mangel på kendskab fører i nogle tilfælde til manglende tiltro til kvaliteten af kommunernes tilbud. Den manglende tiltro til kvaliteten understøttes muligvis også af, at der ikke er en samlet evaluering af kvaliteten af kommunernes opfølgningstilbud, ligesom de forskellige kommuner har forskellige tilbud. Samlet set fører det til, at nogle sundhedsprofessionelle er betænkelige ved at henvise borgere, der rent faktisk har behov for opfølgningstilbuddene.

Slutteligt undersøgte vi, hvordan senfølgerramte oplever implementeringen af opfølgningsforløbet i kommunerne. Mange af de senfølgerramte kvinder, som vi interviewede, har oplevet, at kommunerne på væsentlige punkter kan forbedre deres opfølgningsforløb. Der er dels den økonomiske udfordring; nemlig at selvom kræftbehandlingen er gratis, så oplever mange senfølgerramte, at de bliver nødt til at supplere den behandling, de efterfølgende bliver tilbudt i kommunerne, med privat behandling. Det skyldes især, at kommunerne ofte kun tilbyder et bestemt begrænset antal behandlinger. Selvom eksempelvis 10 gange genoptræning hos en fysioterapeut er bedre end ingenting, er der dog mange gener og smerter forbundet med kræftsygdommen, som ikke er gået væk efter endt behandling, og den senfølgerramte bliver derfor nødt til at søge yderligere behandling i det private, hvilket kan være en økonomisk belastning for mange. I denne forbindelse kan kommunen både være en medspiller og en modspiller; nogle senfølgerramte oplever, at kommunen ikke er villig til at hjælpe med yderlig behandling, hvis de har brug for det, ligesom nogle senfølgerramte oplever, at kommunen ikke er behjælpelig med at tilkende dem de økonomiske ydelser, de har krav på. Nogle borgere har oplevet, at kommunen tøver med at tilkende dem førtidspension og sår tvivl om, om den senfølgerramte stadig er i stand til at varetage et job, selvom borgeren giver udtryk for smerter og gener, der gør det umuligt at arbejde på fuld- eller deltid. Kommunens tøven med at tilkende borgeren eksempelvis førtidspension, kan udsætte borgeren for stress på et i forvejen sårbart tidspunkt.

Slutteligt er der en social skævhed i, hvilke borgere, der bliver tilbudt og gennemfører rehabiliteringsforløb. Det er primært ressourcestærke borgere, der selv tager fat i de sundhedsprofessionelle på hospitalerne og i almen praksis, og sørger for, at borgeren får en henvisning til et relevant opfølgningstilbud i kommunen. Yderligere er det også primært ressourcestærke borgere, der gennemfører opfølgningsforløbene og behandlingen af senfølgerne.

Opsummerende er der flere udfordringer relateret til opfølgningen efter kræft. Dels modtager kommunerne ikke henvisninger til deres opfølgningstilbud i det omfang, de kunne ønske sig det, og dels er der nogle problematikker vedrørende kommunernes tilbud. Disse problematikker vedrører især omfanget af tilbuddene, som ofte ikke er tilstrækkelige.

Kilde 1: Kjær, Trille, Randi Karlsen, Susanne Dalton, Anne Katrine Levinsen, Klaus Kaae Andersen & Christoffer Johansen (2017) “Vidensopsamling på senfølger efter kræft hos voksne”, sst.dk, oktober 2017, lokaliseret d. 18.04.2020 på: https://www.sst.dk/~/media/8D196FE8A2D14B9E838908BB23F288A4.ashx

Kilde 2: Se eksempelvis følgende rapporter og artikler:
- Baes-Jørgense, Jens (2017) “Læger henviser sjældent til kommunale forebyggelsestilbud”, kl.dk, lokaliseret d. 16.04.2020 på: https://www.kl.dk/nyhed/2017/september/laeger-henviser-sjaeldent-til-kommunaleforebyggelsestilbud/ 
- Pedersen, Pia Vivian, Liselotte Ingholt & Tine Tjørnhøj-Thomsen (2015) “Når man har sagt A, må man også sige B: Om social ulighed i kræftrehabilitering”, Statens Institut for Folkesundhed, lokaliseret d. 05.05.2020 på: https://kraeft.kk.dk/sites/kraeft.kk.dk/files/naar_man_har_sagt_a_maa_man_ogsaa_sige_b_-%20_om_social_ulighed_i_kraeftrehabilitering.pdf 
- Thuesen, Jette, Tina Broby Mikkelsen & Helle Timm (2016) “Koordinering af rehabilitering og palliation til mennesker med livstruende sygdom”, rehpa.dk, lokaliseret d. 14.05.2020 på: https://www.rehpa.dk/wp-content/uploads/2017/04/Koordinering-af-rehabilitering-og-palliationtil-mennesker-med-livstruende-sygdom.pdf

Henvendelser kan ske til: 

Susanne Nielsen: susanne1222@live.dk