Ny brevkasse tilbyder anonym rådgivning om seksuelle problemer

02-09-2020
Problemer med sex- og samliv er en hyppig senfølge efter kræftbehandling. Alligevel er det langt fra alle, der får hjælp til at håndtere seksuelle problemer, blandt andet fordi det er svært at tale om. Vores nye brevkasse gør det muligt at få anonym rådgivning af en sexolog.

Over halvdelen af alle kræftpatienter oplever senfølger, der går ud over deres sex- og samliv. For nogle kræftdiagnoser, f.eks. kræft i køns- eller bækkenorganerne, er forekomsten endnu højere.

Senfølgerne er mange og viser sig blandt andet ved tørhed i skeden, ændret form af skeden, nedsat lyst, smerter ved samleje og manglende følsomhed. Det kan også være rejsningsproblemer og vanskeligheder med at opnå udløsning eller orgasme. Samtidig kan ændret kropsopfattelse, træthed og angst påvirke lysten til sex.

Senfølgerne går ofte ud over patienternes livskvalitet. Alligevel får mange patienter ikke hjælp til at håndtere dem. Det skyldes blandt andet, at det som patient kan være svært at tale om problemerne og efterspørge hjælp. Derfor har Senfølgerforeningen netop oprettet en brevkasse, der tilbyder anonym rådgivning fra en erfaren sexolog.

- Vi får utroligt mange henvendelser om seksuelle senfølger på vores telefonlinje og henviser mange patienter til Senfølgeklinikken for bækkenorganerne. Når vi først får taget hul på at tale om seksuelle senfølger med patienterne, oplever vi, at det er noget, der virkelig fylder hos dem. Mange har et stort behov for at tale om det og for at få hjælp, fortæller Marianne Nord Hansen, der er formand for Senfølgerforeningen.

Når patienterne henvender sig via brevkassen, behandles deres oplysninger fortroligt. Patientens spørgsmål og sexologens svar er anonymiseret og kan læses på hjemmesiden. På den måde kan patienterne læse og lære af hinandens spørgsmål. Netop anonymiteten kan være med til at give de patienter, der ikke selv får opsøgt hjælp eller taget hånd om problemerne på anden vis, en lettere indgang til at få talt med nogen om deres problemer.

Hjælp fra en udenforstående

Dét at få en kræftsygdom og efterfølgende senfølger efter kræftbehandling påvirker ikke kun patienten i form af fysiske gener. Det påvirker hele livssituationen og ofte også parforholdet. Og netop påvirkningen af parforhold og intimitet kan være svært at tale med en partner om:

- Mange kræftpatienter oplever, at kræftsygdommen har haft en negativ indvirkning på deres sex- og samliv, og ofte undlader vi at tale med vores nærmeste om det mest svære. Både fordi vi ikke ønsker at såre og afvise dem, men samtidig er det også et emne, som mange mennesker ikke har et sprog for. Vi er simpelthen ikke vant til at tale om samliv og seksualitet. Derfor kan det være forløsende at få hjælp fra en rådgiver. Det forklarer Susanne Duus, som er Senfølgerforeningens sexolog, der svarer på henvendelser fra brevkassen.

Susanne er rådgiver og Master i Sexologi og har mere end 20 års erfaring i at vejlede og rådgive både enlige og par om samliv, sundhed og seksualitet – både under og efter et kræftforløb. Susanne har i flere år arbejdet i Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning i Aalborg og har også undervist og holdt foredrag om emnet.

Rådgivningen fra Susanne har altså ikke kun fokus på de fysiske senfølger, men kan omfatte alt inden for sundhed, relationer, seksualitet og samliv i forbindelse med kræftbehandling og i tiden efter:

- Jeg har haft rigtig mange samtaler med alle i familien om at kunne tale om dét, der er svært og om at kunne leve bedst muligt – også når de synes, de ikke kan.

Senfølgerforeningens anonyme brevkasse om samliv og seksualitet efter kræftbehandling åbnede d. 18. august 2020. Rådgivningen er gratis, alle henvendelser behandles fortroligt, og patienterne er garanteret anonymitet.

FAKTA OG LINKS

Kræftens Bekæmpelses Barometerundersøgelse fra 2019 viser at:

- 58 % af kræftpatienter har én eller flere senfølger, der fylder for dem i hverdagen. Heraf er seksuelle problemer den 3. hyppigste senfølge.

- 35 % har haft behov for hjælp til at håndtere problemer med sex- og samliv. Ud af dem svarer 63 %, at de i mindre grad eller slet ikke har fået den hjælp, de havde behov for.

Her finder du Senfølgerforeningens brevkasse.

Læs mere om behandling af seksuelle problemer hos Senfølgeklinikken for kræft i bækkenorganerne på Aarhus Universitetshospital.

Artiklen er skrevet af Malene Lindgaard Kloster.

 
Modtag vores nyhedsbrev

Vi sender nyhedsbreve ud til vores medlemmer ca. hver anden måned. Her kan du f.eks. læse om de seneste nyheder på senfølgeområdet og se en oversigt over vores kommende arrangementer og aktiviteter.

Ja tak, tilmeld mig