Brystkræft. Senfølger: Lymfødem i højre arm og hånd, frossen skulder m.m.

24-05-2018
Kvinde født I 1957. Senfølger: Lymfødem i højre arm og hånd, frossen skulder, hukommelsesbesvær, permanent hårtab, føleforstyrrelser fødder/ben og hænder, muskel og ledsmerter, stress og angst, vævsforandringer

Diagnose og behandling.

Diagnose i 2007.

Brystkræft (HER positiv): Før OP 4 x  kemo  Epirubicin, Cyclophosphamid. OP fjernelse af bryst og 15 lymfer m.spredning til 9. 4 x ”Taxotere” (kemo), 29 x strålebehandling, 1 år med 12 x herceptin.

Personlig historie om senfølger

Pga stress, hukommelsesbesvær, angst, lymfødem, led og muskelsmerter og kold skulder søgte jeg i 2009 om flexjob eller forlænget deltids sygemelding - men fik afslag på begge dele med modsatrettede begrundelser, nej til flexjob med begrundelsen at min tilstand/sygdom ikke var kronisk og nej til forlænget sygemelding, da det ikke kunne forventes, at jeg blev rask og kunne stå fuldt til rådighed efter 6 mdr., og det var et krav. Mit arbejde indvilligede heldigvis i, at jeg gik på nedsat arbejdstid fra 37 til 30 timer. I 2010 fik jeg endv. andre opgaver, som jeg bedre kunne håndtere. Jeg er desværre nyligt blevet opsagt og er nu jobsøgende.

 Mit Lymfødem er blevet behandlet af hospitalets fysioterapeuter. Jeg bærer dagligt strømpe og handske, som hjælper mig i det daglige arbejde. Jeg har de sidste 4 år brugt special indpakning til armen om natten, som medvirker til en effektiv drænering af min arm. Man kan lære at leve med et lymfødem - men skal være indstillet på at praktiske opgaver tager længere tid - der er brug for "arm" pauser og arbejdsopgaverne skal være varierede (lære at bruge begge arme). Som et del af rehabiliterings forløbet deltog jeg i varmtvandsgymnastik, det er jeg så selv fortsat med, - og det hjælper rigtig meget på min bevægelighed i almindelighed, men især har det været godt for bryst, arm og skulder, hvor bevægeligheden er udfordret af de stråleskader der er i vævet.

De øvrige beskrevne senfølger har været sværere at håndtere. onkolog el. egen læge sender dig til specialist - som siger det er senfølger og så sender dig tilbage til onkolog/læge. Egen læge har bevilget psykologhjælp og smertestillende. Jeg er blevet scannet op til flere gange siden jeg blev raskmeldt - heldigvis ingen tilbagefald, men blot en konstatering af tiltagende slidgigt i skulder, hofte, knæ, fødder.

Mht. muskelsmerter og føleforstyrrelser oplever jeg, at det er svært at få hjælp/anerkendelse, de typiske udsagn er  "lær at leve med det"  - "det bliver kun værre" - "dyrk motion"  "tag smertestillende" - "brug mindfulness" og det gør jeg så. Men det fylder af og til meget og det kan gøre det svært at være helt tilstede på arbejdet eller i sociale sammenhænge.

Tab af erhvervsevne, koncentrations og hukommelsesbesvær, præstationsangst, nedsat selvværd og fysiske forandringer (intet bryst, lymfearm, permanent hårtab) er for mig i dag 10 år efter brystkræft tilbagevendende et problem i forhold til at tackle livskvalitet i almindelighed samt det at stå fuldt til rådighed på et krævende arbejdsmarked. Det med at være fuldtidsjobsøgende, må jeg jo finde en løsning på (forhåbentligt et job jeg kan klare) og ellers fortsætter jeg med  gå og cykle ture + synge i kor + dyrke mindfulness og varmtvandsgymnastik, som er nogle af de ting jeg bruger til at holde humøret oppe med.

Fortæl din historie om senfølger, og hjælp andre

Vi vil gerne opfordre til, at du sender din personlige historie ind, hvis du mener, du har senfølger af dine kræftbehandlinger. Din historie betyder meget for andre, som oplever senfølger.

Fortæl din historie om senfølger her